FC Midtjyllands stormfulde vej til toppen
Det var 18 års arbejde, der i aftes kulminerede for FC Midtjylland, der for anden gang blev danmarksmestre. Vi har lavet et tilbageblik på klubbens historie.
Ulvene fra FC Midtjylland kunne løfte pokalen og kalde sig danmarksmestre, da de mandag aften besejrede Brøndby 1-0. Men det har ikke været en nem vej til mesterskabet.
- Kulminationen forløsningen og stoltheden overmandede mig. Vi har været presset, forklarer anfører Jacob Poulsen umiddelbart efter guldsejren tirsdag aften.
Men siden klubbens grundlæggelse for 18 år siden har både resultaterne og økonomien været i lidt af et stormvejr.
Fussion dannede FCM i 1999
FC Midtjylland blev grundlagt i en fusion mellem fodboldklubberne Herning Fremad og Ikast FS.
Det var formanden for Ikast FS Johnny Rune og Herning Fremad-formanden Steen Hessel, der var fussionsmagerne.
- Vi har bestemt, at vi slår kræfterne sammen nu og vil lave et fælles hold, forklarede Steen Hessel til TV MIDTVEST i april 1999.
Og ambitionerne var store dengang. Oprykning til superligaen og dernæst skulle FC Midtjylland være en fast del af top-6 i superligaen.
Lige ved og næsten
Sportsligt har klubben høstet flere både sølv- og bronzemedaljer. Og flere gange er de midtjyske ulve endt i en pokalfinale. Blandt andet i 2010, hvor et skuffet FCM-mandskab igen måtte nøjes med sølv.
I videoen herover kan du se FC Midtjylland-spillerne Jonas Lössl og Leon Jessens reaktion i 2010 efter FC Midtjylland tabte pokalfinalen. Daværende cheftræner Allan Kuhn var også ærgerlig.
I 2015 fik holdet dog for første gang lov til at løfte pokalen, da de vandt det danske mesterskab.
Rørt til tårer
Da FC Midtjylland i 2015 for første gang kunne hæve guldpokalen over hovedet, var det en kæmpe forløsning.
- Jeg kunne ikke mere. Jeg forsøgte at holde overblikket, men det kunne jeg ikke. Jeg var så stolt og fuld af følelser, sagde sportsdirektør til TV MIDTVEST i 2015.
I videoen herunder kan du se reaktioner i 2015, blandt andet en meget rørt sportsdirektør, Claus Steinlein og tidligere træner Glen Riddersholm.
Flere økonomiske benspænd
Udover de svingende sportslige præstationer, har der også været flere økonomiske bump på vejen.
Klubben har både præsenteret underskud på syv, 30 og 59 millioner. Og derfor har flere aktører udefra hjulpet klubben i de svære tider.
I 2011 underskrev den indiske rigmand Shrinivas Dempo en aftale, der sikrede klubben 70 millioner kroner.
- Som udgangspunkt er planen ikke, at vi skal ud og forstærke holdet. Vi vil gerne hente talenter fra Indien, som kan være med til at bidrage i Europa, fortalte tidligere sportsdirektør Jens Ørgaard til TV Midtvest i 2011.
Også i 2014 fik klubben økonomisk støtte udefra. Denne gang fra den engelske milliardær Mathew Benham. Det er den dag i dag stadig ham, der ejer klubben.