Finalestress i Boxen: Stort lysshow skal på plads på ét minut
15 mand har kun et sølle minut til at gøre et stort lysshow klar under VM-finalen på søndag.
Et firma fra Kjellerup har fået en lidt speciel opgave under VM i håndbold i Boxen. Firmaet skal stå for lysshowet, mens DJ'en Kongsted skal spille den officelle VM-sang, inden finalen går i gang på søndag.
- Det er stort. Det er jo fantastisk, at der er nogen, som tør have tillid til så lille et firma. Det betyder meget for os, siger Morten Kofoed fra firmaet Frontsound.
Meget stram tidsplan
Det er dog ikke helt uproblematisk at levere lys til så stort et show.
- Vi har ét minut til hele svineriet. Vi er 15 mand om at få udstyret ind på banen. Så skal det sættes op på under et minut, Kongsted skal spille sit VM-nummer, og så skal udstyret ud igen. Vi har en tidsramme, der hedder 4,5-5 minutter til det hele, så der skal fart på, fortæller Morten Kofoed.
Selv om firmaet har eksisteret i ti år og løst mange forskellige opgaver, så er det bestemt ikke hverdagskost med så stram en tidsramme.
- Normalt når man laver lysshow til festivaler, så har man 45 minutter til et sceneskift, så det er lidt en anden historie her. Men det er en god udfordring, og tingene skal tænkes igennem helt ned til mindste detalje for at det kan lade sig gøre, siger Morten Kofoed.
Mens forberedelserne til det store håndboldshow er i fuld gang, så er det stadig uvist, hvilke hold der får lov til at kæmpe om verdensmesterskabet. Indtil videre har Danmark spillet sig med i en semifinale mod Frankrig på fredag. Efter Danmarks kamp spilles den anden semifinale, som står mellem Tyskland og Norge. Begge semifinalekampe bliver spillet i Hamborg.