Fodbold: Topholdet FC Midtjylland tager klar sejr i Lyngby

FC Midtjylland spillede ikke en stor kamp, men var i kontrol og vandt på sikker vis med 3-0 ude over Lyngby.

FC Midtjyllands Erik Sviatchenko fejrer sit mål med holdkammeraterne.
FC Midtjyllands Erik Sviatchenko fejrer sit mål med holdkammeraterne.
Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

Det var ikke specielt velspillet, men til gengæld ganske effektivt, da FC Midtjylland søndag vandt 3-0 ude over Lyngby i 3F Superligaen.

FCM, som havde nytilkomne Emiliano Marcondes med fra start, fik aldrig gang i spillet, men var alligevel i god kontrol kampen igennem. Lyngby var uden holdets topscorer Frederik Gytkjær, som sad ude med en skade, og FCM-defensiven havde ikke de store problemer med at holde hjemmeholdet fra de helt åbne målchancer.

Med sejren, som var FCM's første over Lyngby i de seneste syv kampe, lægger holdet pres på FC København i topstriden, hvor FCM nu har fire point ned til københavnerne, som søndag gæster Hobro.

FC Midtjyllands Awer Mabil sparker på mål.
FC Midtjyllands Awer Mabil sparker på mål.
Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

FCM klarede sig bedst i jævnbyrdigt opgør

Kampen fik en livlig start, hvor FCM var tæt på en tidlig føring, men kunne se Lyngby-målmand Thomas Mikkelsen få fat i bolden tæt på stregen til allersidst.

Opgøret var jævnbyrdigt, og Lyngby følte sig efter knap 20 minutter snydt for et straffespark, da Marcel Rømer røg i græsset i feltet, men appellerne var nyttesløse. Kort før den halve time kom FCM i front, da Emiliano Marcondes fandt Awer Mabil i feltet, og Mabil sparkede bolden fladt i nettet.

FCM kom bedst ud til anden halvleg, og godt otte minutter efter pausen blev det 2-0, da Mikael Anderson sendte bolden fladt i mål. 20 minutter inde i anden halvleg blev kampen lukket, da FCM-anfører Erik Sviatchenko steg til vejrs og på fornem vis headede bolden i nettet.

FCM var tæt på flere scoringer, blandt andet ved Emiliano Marcondes, mens Lyngbys bedste forsøg var et indlæg fra Lasse Fosgaard, som ramte overliggeren.

FC Midtjyllands spillere fejrer målet til 2-0.
FC Midtjyllands spillere fejrer målet til 2-0.
Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix
26:41
TV MIDTVEST den 6. september 2019: FC Midtjyllands nye angrebs-es Emiliano Marcondes er netop vendt tilbage til Danmark, og han har en helt særlig grund til at vælge trøje nummer 91.