Fra bål og brand på Nørrebro til ro og orden på heden: Paludan på besøg i Herning

Rasmus Paludan demonstrerede lørdag i Herning. Demonstrationen forløb stille og roligt, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Demonstration i Herning
Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

Én af de seneste ugers mest omtalte danske person må uden tvivl være partileder for Stram Kurs Rasmus Paludan. Fredag nedsatte Københavns Politi et demonstrationsforbud mod Rasmus Paludan, der løber til efter påske, på baggrund af den seneste uges uroligheder i forbindelse med en af partilederens demonstrationer.

Lørdag var Rasmus Paludan så tilstede i Herning, og her var politiet endnu engang massivt tilstede. Denne gang forløb demonstrationen dog forholdsvist roligt. 

- Det er forløbet helt stille og roligt. Vi har sigtet to personer, men det har været meget udramatisk uden optræk til reel ballade. Den ene er sigtet for at have været maskeret og den anden er sigtet for at have medbragt en kniv, fortæller Anne Kirkegaard, der er kommunikationskonsulent hos Midt- og Vestjyllands Politi.

I sidste uge var Rasmus Paludan tilstede i både Skive og Viborg for at afholde demonstrationer. Begge steder var Midt- og Vestjyllands Politi massivt tilstede, og i Viborg blev en 23-årig mand anholdt for at kaste en sten imod Paludan.

Demonstrationsforbud på Københavns Vestegn

Søndag brød uroen for alvor løs, da Rasmus Paludan demonstrerede på Nørrebro i København. Partilederen valgte at kaste med en koran, hvilket førte til kampe mellem en gruppe borgere og politiet. 

Sidenhen har Københavns Politi valgt at aflyse tre af Paludans demonstrationer på den københavnske vestegn af frygt for at lignende ting kunne finde sted. Fredag sagde politiinspektør Mogens Lauridsen fra Københavns Vestegns Politi følgende til tv2.dk.

- Vores vurdering er, at der er en alvorlig trussel mod de arrangementer, han vil lave på vestegnen. Vi vurderer også, at der er en alvorlig trussel mod Paludan som person. Den trussel kommer fra flere forskellige sider, tror vi. Den kommer fra utilpassede unge, men også fra det bandemiljø, vi har på vestegnen.

Scenerne fra København har dog ikke fået Midt- og Vestjyllands Politi til at gøre det samme.

- Det er altid en vurdering af situationen, men vi har i denne situation konkluderet, at en demonstartion godt ville kunne finde sted, fortæller Anne Kirkegaard.

Danmarks sureste fundraiser 

I forbindelse med de mange Paludan-demonstrationer har journalist Nicolai Würtz valgt at benytte lejligheden til at samle ind til Dansk Flygtningehjælp. Han har nemlig startet en indsamling med overskriften: ´Støt - og lad den gode karma ramme Rasmus Paludan´.

- Hver gang han brænder en koran, brænder vi sammen penge af på Dansk Flygtningehjælp. Så kan han blive Danmarks sureste fundraiser, skriver Nicolai Würtz på sin indsamlingsside på minindsamling.dk.

I skrivende stund har indsamlingen opnået 929.460 kroner.

4:45
Se indslaget fra den 12. april, hvor Rasmus Paludan demonstrerede i Skive.