muted

Fra Jonas til Josefine: "Jeg kan ikke holde ud at se på mig selv"

Josefine har altid følt sig anderledes - og nok også været det. Hun er nemlig født i den forkerte krop. En drengekrop. Hudløst ærligt fortæller hun her om vejen til den erkendelse.

For godt to år siden samlede Fotovognen Jonas Ingildsen op lidt uden for Simmelkær. I bilen fortalte han, at han havde haft en svær barn- og ungdom præget af usikkerhed og mobning. Han fortalte også, at han for nylig havde fundet ud af, at han var homoseksuel, og at det måske var derfor.

Godt to år efter besøger vi igen Simmelkær. Her er Jonas på vej væk. Til gengæld møder vi Josefine.

- Jeg har længe troet og fortalt, at jeg var homoseksuel, men jeg kunne mærke, at der var mere end det. Der var bare noget, der ikke stemte, fortæller Josefine Ingildsen, der nu har søgt om at skifte navn og cpr-nummer, så hun også formelt kan blive en pige.

- Jeg har aldrig følt mig som en dreng. Jeg har altid bare været her i verden. Det lyder fucked, men jeg har haft det skidt, siden jeg var lille, så der har ikke været plads til at tænke over, hvem jeg var. Men jeg har altid vidst, at jeg var anderledes, fortæller Josefine.

En svær barn- og ungdom
I dag er Josefine fuldstændig afklaret med, at hun er født i en forkert krop, men forvirringen har resulteret i en svær skoletid.

-Jeg er altid blevet mobbet, og det har betydet, at jeg har skiftet skole flere gange, fortæller Josefine.

Men hun har altid haft støtte hjemmefra, og på et tidspunkt tog hendes mor hende ud af skolen, fordi hun havde det rigtig skidt. Det lykkedes hende senere at få en 9. klasses eksamen og komme videre på FGU, hvor hun nu forsøger at finde ud af, hvad hun gerne vil.

- Lige nu tror jeg, at jeg måske godt kunne tænke mig at bliver frisør, men det er svært, for der er så meget andet, der fylder lige nu, forklarer Josefine.

En pige: "Det føles så rigtigt"

Foto: Line Morell Holm, TV MIDTVEST

Selvom hun nu har erkendt, at hun er en pige og er begyndt at bruge makeup og gå i pigetøj, så er der lang vej.

- Det føles så rigtigt for mig at gå klædt som en pige, men der er jo bare stadig meget, der ikke er rigtigt, forklarer Josefine.

Hun har fået en henvisning til sexologisk klinik i Aalborg, men der er lang ventetid, og det bliver først hendes tur i august.

- Det er så hårdt og helt ærligt, så har jeg nogle gange bare lyst til at dø. Det er så svært at abstrahere fra alt det forkerte. Bare sådan noget som at gå i bad. Jeg hader det, for jeg kan ikke holde ud at se på mig selv. Men jeg ved jo, at der ikke er andre muligheder end at vente.

Josefine håber at komme i behandling allerede i august eller september.

- Ja, jeg håber så meget, at jeg kan få nogle hormoner og komme i gang. Det løser jo ikke alt, men jeg er helt sikker på, at det vil hjælpe, fortæller Josefine Ingildsen, der godt ved, at det er en svær tid, hun går i møde - uanset hvad der sker.

27:45
Her kan du se eller gense Fotovognens besøg i Simmelkær fra 2018. Josefine medvirkede cirka 20 minutter inde i programmet - dengang som Jonas.