Fra mink til militær: Mogens Jensen bliver ny forsvarsordfører

Efter næsten et år uden ordførerskaber er Mogens Jensen (S) i dag blevet udpeget som ny forsvarsordfører for Socialdemokratiet.

Mogens Jensen måtte gå af som fødevareminister som følge af sagen om aflivning af alle danske mink i efteråret 2020.
Mogens Jensen måtte gå af som fødevareminister som følge af sagen om aflivning af alle danske mink i efteråret 2020.
Foto: Kasper Riis Kristensen / TV MIDTVEST

Folketingsmedlem Mogens Jensen, der er valgt i Herning, er i dag blevet udpeget som ny forsvarsordfører for Socialdemokratiet. 

Det sker knap 11 måneder efter, at han måtte trække sig som fødevareminister som konsekvens af minksagen, hvor alle danske mink blev beordret aflivet på grund af risiko for coronamutationer.

Siden da har Mogens Jensen været menigt medlem af Folketinget uden nogen ordførerskaber. Han opfatter dog ikke selv den nye titel som et plaster på såret.

- Når du må gå som minister - og så endda midt i en coronatid, hvor arbejdet ikke kører som normalt - så går der jo lidt tid, før du får et ordførerskab. Det her er et vigtigt ordførerskab, som jeg glæder mig til at arbejde med, siger Mogens Jensen.

Betyder det så, at du er tilbage i dansk politik nu?

- Det, synes jeg, at jeg har været hele tiden. Umiddelbart efter jeg gik af som minister, begyndte jeg mit normale udvalgsarbejde i Folketinget. Nu er der så kommet mere til, og med den nye ordførerpost er der i hvert fald fast arbejde. Det er en stor opgave, og den varetager jeg med ydmyghed, siger den nyudnævnte forsvarsordfører for Socialdemokratiet.

Han fremhæver, at forsvarsområdet er interessant for hele Danmark, men at området har en særlig relevans set med midt- og vestjyske briller, fordi Forsvaret har mange arbejdspladser i landsdelen.

God tid til mig selv og kæresten

Han er dog ikke bleg for at indrømme, at det har været et meget specielt år, hvor der for første gang i hans 17 år som folketingspolitiker har været en del huller i kalenderen. 

- Har man ikke en ordførerpost, så har man da en mindre arbejdsbyrde. I det her forår har jeg for første gang i min arbejdskarriere haft god tid til mig selv og min kæreste, men på et tidspunkt begynder det at krible for at få flere arbejdsopgaver, siger Mogens Jensen.

Det kommer han til at få nu, når han skal sætte sig ind i forsvarsområdet, som er relativt ukendt territorium for den tidligere fødevareminister.

- Jeg har ikke arbejdet så meget med Forsvaret, men jeg er allerede i gang med at sætte mig ind i stoffet og holde møder med de forskellige aktører, siger han.

Ud over det nye ordførerskab varetager Mogens Jensen også posten som formand for Folketingets Transportudvalg, og så er han desuden næstformand for Socialdemokratiet.

Mogens Jensen overtager forsvarsordførerskabet fra Jan Johansen (S), der ikke stiller op til næste folketingsvalg.