Glædens dag for sushirestaurant – i sidste øjeblik har kok fået arbejdstilladelse

Der er gode nyheder til en sushikok fra Herning. Han har efter lang ventetid fået arbejdstilladelse og kan nu blive i Danmark.

0:51
Der var jubel på sushirestauranten Yutaka Sushi mandag, da man fandt ud af, at kokken Bocholo Ville alligevel fik lov til at blive i landet.
Foto: Marc Killigren Akselsen, TV MIDTVEST

Jens Peter Damgaard er en lettet mand.

Han er indehaver af Yutaka Sushi i Herning, og han har siden oktober frygtet, at en af hans sushikokke skulle forlade landet inden udgangen i denne uge.

Men i sidste øjeblik kom tilladelsen så.

- Det er helt klart en glædens dag. Nu har vi ventet siden oktober sidste år på en afgørelse, og den kommer i 11. time. Bocholo skulle have været udvist på fredag, hvis vi ikke havde fået en godkendelse i dag. Så det er rigtigt glædeligt for os, men så sandelig også for Bocholo, som virkelig fortjener at blive i landet, jubler virksomhedsejeren.

Det var en uenighed om, hvorvidt kokken Bocholo Villes løn var urealistisk høj, der var skyld i, at han fik afslag på sin opholds- og arbejdstilladelse.

De danske myndigheder kræver, at man som minimum skal tjene 37.100 kroner i måneden for at få tilladelsen, og det gør Bocholo Ville ifølge hans arbejdsgiver, men den løn var urealistisk høj for en sushikok, mente Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI). Derfor gav de i første omgang afslag, og den afgørelse klagede restauranten over.

- Det er dybt frustrerende, at man skal kriminaliseres på en eller anden måde, når de ikke tror på, man giver den løn, man faktisk gør. Derudover tror jeg, at det er på høje tid, at der bliver lavet om på reglerne, siger Jens Peter Damgaard, der mener, at minimumsgrænsen simpelthen er for høj:

- Da de her regler blev lavet, var der sikkert en god grund til det. Men man er nødt til at se på situationen i dag, som er helt anderledes. VI har virkelig hårdt brug for medarbejdere i alle brancher.

Selv er hovedpersonen også meget lettet over, at han nu kan blive i landet.

- Det føles så godt, at jeg kan blive i landet. De seneste måneder har jeg været bekymret over min situation, siger han.

Problem for flere kokke

Hos restaurationsbranchens brancheforening Horesta fortalte man 14. oktober 2021, at problemstillingen hos Yutaka Sushi er blevet en stor udfordring for mange sushirestauranter i hele landet.

- Det er et stort problem, at sushirestauranter har svært ved at få nye medarbejdere og beholde de medarbejdere, de har på eksisterende ordninger, sagde Luise Mai Bøgestad, der er advokat hos Horesta.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) forstod virksomhedernes frustration, lød det i et skriftligt svar til TV MIDTVEST.

- Det er vigtigt, at danske virksomheder har mulighed for at rekruttere den kvalificerede arbejdskraft, de har brug for. Det er der forskellige løsninger til. For eksempel beløbsordningen for de virksomheder, der ansætter højtkvalificeret arbejdskraft til løn på over cirka 37.000 kroner om måneden for en normal arbejdsuge på 37 timer.

Derudover pointerede han i mailen:

- Vil man ansætte medarbejdere i stillinger, der normalt ligger en del under den løn, kan man i stedet for eksempel gøre brug af positivlisten for faglærte, der netop er åben for en stillingskategori som kokke.

2:25
Indslag fra 14. oktober: På trods af stor mangel på arbejdskraft i restaurationsbranchen sendes udenlandske kokke ud af landet.
Foto: Marlene Eyde, TV MIDTVEST