Gymnasieelever lærer om elektronik og maskinteknik på universitets-sommerlejr

18 gymnasielever har brugt tre dage af deres sommerferie på at snuse til livet som ingeniørstuderende på Aarhus Universitet i Herning.

Mathias Nørtoft går til daglig i 2.g på HTX i Skjern, men de sidste par dage har han nørdet i elektronik og mekanik til en universitets-sommerlejr i Herning.
Mathias Nørtoft går til daglig i 2.g på HTX i Skjern, men de sidste par dage har han nørdet i elektronik og mekanik til en universitets-sommerlejr i Herning.
Foto: Sine Bach Jakobsen, TV MIDTVEST

En flok gymnasielever fra Midt- og Vestjylland har valgt at bruge tre dage af deres sommerferie på at afprøve livet som ingeniørstuderende. 

En af dem er Mathias Nørtoft, der går i 2.g på HTX i Skjern. Han drømmer om at blive programmør eller lave noget med opbygning af maskiner.

- Jeg tænkte, at det var en åben mulighed, fordi jeg måske gerne vil noget med elektronik eller maskiner i fremtiden, fortæller han.

Mathias Nørtoft og de andre gymnasieelever har været til undervisning fra morgen til aften, hvor der er blevet terpet elektronik, energiteknologi og maskinteknik. 

Alle deltagere har været unge gutter, men manglen på piger har ikke gjort universitets-sommerlejren mindre hyggelig.

- Vi har været 18 drenge sammen, som bare har hygget os. Nok har det været nogle lange skoledage med meget viden på én gang, men det har været super hyggeligt, siger Mathias Nørtoft.

Rift om pladserne

Fredag sluttede det hele så af med et racerløb, hvor eleverne skulle bruge alt det, de har lært for at vinde. 

Derfor var der også point for at have det laveste energiforbrug på sin racerbil og svare korrekt på nogle halvnørdede opgaver.

Jeanette Møberg, der underviser i blandt andet maskinteknik og elektronik på Aarhus Universitet i Herning, fortæller, at der har været rift om pladserne til sommerlejren.

På under en uge var alle tilmeldingerne i hus, så det tyder på, at deltagerne ikke havde noget imod at bruge nogle dage af deres ferie på skolebænken.

- Det kan godt være, at det er i deres sommerferie, men det betyder også, at vi har fået dem, som er allermest dedikerede og virkelig overvejer at blive ingeniør, siger hun.

Hun oplever, at deltagerne er kommet for fællesskabet og for at lære noget nyt. Og fra universitetets side er der også et klart formål.

- Vi håber jo, at vi kan motivere dem til at tage en ingeniøruddannelse, hvis det passer dem, siger underviser Jeanette Møberg.

Jeanette Møberg er underviser på Aarhus Universitet i Herning.
Jeanette Møberg er underviser på Aarhus Universitet i Herning.
Foto: Sine Bach Jakobsen, TV MIDTVEST