Her er pengene endt: Kontroversielt salg har givet millioner til Herning-projekter
Der går en lige linie fra de senere års dyre prestigeprojekter i Herning tilbage til en af de mest omtalte politiske sager fra 2003.
Der er i øjeblikket hektisk aktivitet foran MCH Arena i Herning, hvor et nyt velkomstområde er ved at tage form. For herningenserne er den slags store byggeprojekter efterhånden ved at være hverdag. Årsagen til at det overhovedet er muligt, skyldes en 15 år gammel beslutning, der dengang blev betragtet som meget kontroversiel.
- Der kørte en liberaliseringsbølge gennem Europa omkring forsyningssektoren, og den valgte vi i Herning at gå forrest på i Danmark. Det har jeg ikke fortrudt, siger borgmester i Herning Kommune, Lars Krarup (V).
I 2003 satte han sin underskrift på et dokument, hvor kommunen solgte sine aktier i forsynlingsselskabet Energigruppen Jylland til DONG og rettede op på en elendig økonomi.
- Vi havde en post på langfristet gæld, og alene afdrag deraf var på over 40 millioner om året, fortæller borgmesteren.
Aktiesalget har efterfølgende betydet, at kommunen har haft råd til stribevis af store projekter, som andre kommuner kun kan drømme om.
Millioner til forskellige byggeprojekter
Kommunen har i alt tjent 1,1 millard kroner netto på salg af energiaktier. En del af pengene blev brugt til at betale gæld og sætte skatten ned, og så er der siden skudt penge i flere store projekter.
Blandt projekterne er et nyt svømmebassin i Herning Svømmehal på 25 x 50 meter. Hver bane er imponerende 2,5 meter bred, og vanddybden er 2 meter i hele bassinet.
- Det er verdensklassefaciliteter. Det er nogle af Danmarks bedste faciliteter og det handler bare om at udnytte dem bedst muligt, siger Martin Duedahl fra Herning Svømmeklub.
De nye omgivelser har gjort en stor forskel for både elite og bredde i svømmeklubben.
- Før var vi ude i fire forskellige haller og træne - også uden for byen. Så det betyder rigtig meget for vores foreningsmiljø, at vi kan være samlet ét sted, siger Martin Duedahl.
En omdiskuteret beslutning
Da kommunens beslutning om at sælge energiaktierne blev truffet tilbage i 2003, var der massiv kritik. 'Pengene bør gå i statskassen', lød det fra blandt andre tidligere energi- og miljøminister Svend Auken (S).
- Over halvdelen af forbrugerne bor uden for Herning. De har ikke haft nogen valgmulighed, de har været tvunget til at købe deres strøm her, og de har gennem deres elregning betalt for samtlige værdier - og nu går pengene bare til Herning Kommune, sagde han dengang.
Med Svend Auken i spidsen for en række politikere fra forskellige oppositionspartier, blev der indkaldt til samråd med de siddende ministre. Men til trods for stor debat, så holdt Lars Krarup og resten af Herning Kommune fast i beslutningen.
Borgmester: Det rigtige valg
Borgmester Lars Krarup fastholder i dag, at salget har været til gavn for hele kommunen.
Hvorfor overlade det til et privat firma, der jo er sat i verden for at tjene penge, ay bestemme forbrugerpriserne?
- Jeg havde dengang og har stadig det synspunkt, at det er ikke sikkert, at en kommune er bedst til alt. Det kunne godt ske, at selskaber, der har det ene formål at skabe el, vand og varme, at de måske var bedre til det, svarer borgmesteren.
Mange frygtede højere varmepriser. Sådan gik det dog ikke, siger han.
- Vi ligger i dag i den billigste tredjedel hvad angår prisstruktur, og det gjorde vi også for EGJ (Energigruppen Jylland, red.) dengang vi solgte aktierne, siger Lars Krarup.
Hvordan Herning havde set ud uden salget kan vi kun gisne om. Men borgmesteren er mere end tilfreds med beslutningen.
- Vi har et politisk DNA om, at vi skal have noget fremdrift. Der skal ske noget. Og det har det salg muliggjort, fordi det har skabt en situation, hvor vi ikke skulle bruge 20-30-40 millioner om året på gammel gæld, siger han.
Herning har i øjeblikket den næstlaveste skatteprocent i Region Midtjylland. Den ligger lige nu på 24,9 procent.