Kampen er slut: FC Midtjylland tabte til Porto
FC Midtjylland tabte 0-2 til FC Porto men holder sig i top-24 i Europa League før afgørende kampe i januar.
FC Midtjylland er gået i stå i Europa League. Efter at have indledt turneringen med syv point i tre kampe har de følgende tre kampe budt på nederlag.
Det tredje af dem kom torsdag aften, da den danske mesterklub rundede sit 2024 af ved at tabe 0-2 ude til FC Porto.
Midtjyderne indkasserede det første mål efter en halv time, og opgøret blev reelt lukket ti minutter efter pausen med 2-0-scoringen.
FC Porto har i årevis gjort det hæderligt i Champions League, men på en mindre europæisk scene har klubben haft det svært i denne sæson.
Alligevel var portugiserne klar favorit hjemme mod FC Midtjylland, og det var da også helt efter spil og chancer, at Porto endte med at tage tre point, der bringer holdet forbi FC Midtjylland i den 36 hold store tabel.
Akkurat i top-24
Midtjyderne ligger akkurat i top-24, der får adgang til knockoutfasen, men der skal flere point på kontoen i de afsluttende kampe mod bulgarske Ludogorets og tyrkiske Fenerbahce, hvis den status skal bevares. De kampe spilles i slutningen af januar.
Torsdag måtte midtjyderne se bort fra den stærke back Kevin Mbabu, der missede opgøret i Porto på grund af sygdom.
Dermed skrev han sig på listen over hårdt savnede spillere ved siden af navne som Franculino Dju, Dario Osorio og Aral Simsir.
Der var blot spillet halvandet minut, da Elias Olafsson første gang måtte på arbejde i FCM-buret. Det var et varsel om, at islændingen skulle gå en travl aften i møde.
Keeperen var prisgivet, da Porto tog føringen efter 29 minutters spil. Ingen midtjyder havde øje for Danny Namasos løb ind i feltet, og englænderen kunne ugeneret heade til bolden efter et indlæg. Afslutningen blev afrettet af Mads Bech Sørensen, så den snød Olafsson i målet.
600 medrejsende FCM-fans
De 600 medrejsende FCM-fans var tæt på at få noget at juble over kort efter.
Adam Buksa blev sendt afsted i dybden, men han tøvede for længe med at af få afsluttet på sin friløber og endte i stedet med at blive så presset, at hans afslutning let blev reddet.
Det var reelt FC Midtjyllands eneste mulighed for at udligne, inden hjemmeholdet ti minutter efter pausen fortjent og forventeligt øgede til 2-0. Tæt under mål prikkede den yderst talentfulde angriber Samu Aghehowa bolden over stregen.
Kort efter var han tæt på at score igen, men Elias Olafsson fik reddet sin egen fejl. Siden endte Samu Aghehowa og Olafsson i et sammenstød, hvor målmanden slog sig så meget, at han ikke kunne fuldføre kampen.
Med en hævet hånd forlod den islandske keeper opgøret, og i stedet kom Jonas Lössl ind.
Fra sin plads i målet kunne han se Adam Buksa få bolden i mål i tillægstiden, men VAR annullerede scoringen for offside.
Kampen kan genopleves i livebloggen herunder.