Mor i Herning Kommune: - Man kan afhente et barn med afføring i bleen

Store besparelser på specialundervisning i Herning kan mærkes allerede kort inde i nyt skoleår. Forældre efterlyser flere penge.

Besparelser Herning
Foto: TV MIDTVEST arkiv

- Glæder du dig til at komme i skole igen på mandag?

Pernille Krog fra Lind ved Herning spørger sin søn Anton, mens han er ved at spille computer. Og svaret kommer prompte og kort fra Anton:

-Nej!

I Kibæk, som også ligger i Herning kommune, er skolegang efterhånden også lig med frustration hos Camilla Baden.

- Jeg kan mærke min søn er påvirket af det, når han kommer hjem fra skole, siger hun.

Begge forældre har en søn på Valdemarskolen, der er en specialskole i Herning. 

Og på netop specialområdet blev der skåret 20% i Herning Kommune for et halvt år siden.

- Der er blevet sparet på hænderne. Typisk så er man jo imellem seks og otte elever i en specialklasse. I Antons klasse er der 12, fortæller Pernille Krog.

Afføring i bleen

Da besparelserne blev offentliggjort for et halvt år siden var der voldsomme protester. Nogle forældre kaldte det "katastrofalt".

Nu er et nyt skoleår i gang og forældrene kan nu mærke konsekvenserne af besparelserne.

- Man kan afhente et barn med afføring i bleen, fordi personalet simpelthen ikke har tiden til at skifte dem, siger Camilla Baden fra Kibæk.

Og sådan skal det heller ikke være, forsikrer formanden for Børne- og Familieudvalget, Dorte West fra Venstre.

- Hvis man oplever det som forældre, så er det selvfølgelig noget af det, som man kan have en hel klar forventning om, at det skal man selvfølgelig have styr på, siger Dorte West

Før besparelserne gik Camilla Badens søn til svømning med skolen hver fredag. Den undervisning er nu også sparet væk.

- Det tror jeg også, er med til nogle gange er med til at frustrere ham, fordi den der indebrændte energi han har, den kommer han ikke af med, siger Camilla Baden.

- Her har man været nødt til at skære ned, for det er noget af det, der er virkelig ressourcekrævende, siger Dorte West (V), formand for Børne- og Familieudvalget i Herning kommune.

Det varer ikke længe, så skal der laves nye budgetaftaler. Og efter at have mærket sparekniven skære i specialtilbuddet til skolebørn, så håber forældrene, at de snart får et ordentlig plaster på såret.

- Så man kan give og sikre de her børn en god skolegang, siger Pernille Krog, mor til Anton.

2:15