Ny unge begejstrer i zoo: Nyfødt og helt stribet

Natten til tirsdag blev et nyt zebraføl født i Jyllands Park Zoo. Den er hurtigt på benene for ikke at ende som løvemad.

2:15
Onsdag var det ikke en tur på søen i de små både eller de andre dyr, som var det helt store trækplaster i Jyllands Park Zoo.
Foto: Niels Viggo Bentsen / TV MIDTVEST

Den er ikke ret gammel, men den er helt stribet, og det som ingen andre.

- Den er helt vildt kær, fortæller Marianne Alstrup, der er eventmanager i den zoologiske have i Haunstrup.

Zebraføllet blev født natten til tirsdag. Og det er en unge med fart på. Allerede en halv time efter den er født, skal den nemlig kunne løbe.

- Den skal kunne rejse sig hurtigt og løbe fra rovdyrene, for eksempel synes løven, den er en lækker, lille snack. En nyfødt zebra er noget nemmere at fange end en voksen, som både bider og sparker, fortæller Line Dideriksen, som er dyrepasser i Jyllands Park Zoo.

Zebraen er drægtig i 12 måneder, og det er to år siden, der sidst blev født en zebra i Jyllands Park Zoo.

Føllet vejer formentlig godt 20 kilo og følger lige nu sin mor i tykt og tyndt. Kønnet er endnu ikke bestemt, men i den zoologiske have håber de, at det er en hoppe.

Hopper er nemlig lidt nemmere at afsætte.

- Zebra lever i flok, hvor der er en hingst til 10-12 hopper. Derfor er det meget nemmere at komme af med en hoppe end en hingst, siger dyrepasseren.

Om zebraføllet skal blive i Haunstrup, ved de ikke endnu. Det afhænger blandt andet af kønnet, og hvor der er brug for zebraer i andre zoologiske haver. 

Striber er som fingeraftryk

Selv om striberne på de forskellige zebraer kan se ens ud, så er de helt unikke. Striberne svarer lidt til menneskers fingeraftryk. 

Der er flere teorier om, hvorfor de har striber. Nogle mener, det er for at forvirre rovdyrene, andre at det er en slags kamuflage. En tredje teori handler om, at det er en måde at beskytte sig mod insekter.

- Man ved ikke med sikkerhed, hvilken af teorier der passer. Det kan også være en blanding af alle tre - eller noget helt fjerde, siger dyrepasser Line Dideriksen.

Det lille føl har endnu ikke fået et navn, og får det nok heller ikke. 

- Hverken den hingst vi har eller hoppen har navne, så vi regner heller ikke med føllet det skal have et navn, siger dyrepasseren.

Selv om den ser flink ud, så skal man ikke lade sig narre. Zebraer kan være nogle rigtige bisser, som man for alt i verden skal forsøge at holde bag hegn her i landet.