Olga hjælper krigshærgede Ukraine: - Jeg er stolt og glad
Sammen med en gruppe ukrainere har Olga Brykar sendt mere end 40 lastbiler afsted til de mest krigshærgede steder i hjemlandet.
Der er bare nogle mennesker, som gør en kæmpe forskel for andre. Sådan en person finder vi på en gård i Vildbjerg.
Til dagligt arbejder Olga Brykar fra Ukraine som landbrugsmedhjælper. På den måde sørger hun for at kunne sende penge hjem til sine forældre i Ukraine.
- Jeg kan godt lide, at mine forældre har varmt vand og lys og har penge til at købe mad for, fortæller Olga Brykar.
Men den 32-årige ukrainer har hjerte til mere end mor og far.
I sin fritid bruger hun alle sine kræfter på at samle nødhjælp ind til sine landsmænd, som er hårdt ramt af krig og fattigdom.
Lørdag afgår der igen to lastbiler fra lageret – en staldbygning på gården - med kurs mod Ukraine.
- Jeg er stolt og glad, siger Olga Brykar, mens hun viser rundt i det store lager.
Her er der senge, skoleborde, computere, ting til børn, hospitaler, hospicer og en masse andet, som lørdag sendes afsted til Ukraine.
Det er ikke første gang Olga Brykar hjælper folk derhjemme med nødhjælp.
Faktisk har hun sammen med en gruppe ukrainere sendt mere end 40 lastbiler afsted til de mest krigshærgede steder i hjemlandet.
- Der er plejehjem, hvor der ikke er lys eller stole. Og der er hospitaler, der mangler al hjælp inden for medicin. Den hjælp sender vi så til dem, fortæller Olga Brykar.
At ukraineren er en yderst aktiv person, vidner et kig på dagsprogrammet om.
- Sådan en dag som i dag, har hun været oppe klokken halv fire for at malke. Og når hun så er færdig med at malke, så er hun taget hjem, og så er hun i gang med frivilligt arbejde, fortæller gårdejer Anja Madsen fra Vildbjerg.
Det frivillige arbejde bliver i dag forstyrret lidt af at TV MIDTVEST følger og filmer Olgas indsats, og det går ud over hvilepausen.
- Så jeg tror slet ikke, hun når at hvile sig, inden hun skal møde og malke igen i aften, vurderer arbejdsgiver Anja Madsen.
Hun er dybt imponeret over det, som Olga Brykar gør, men den initiativrige ukrainer synes bare, hun gør sin pligt.
- Hvordan skulle jeg kunne nyde mit liv, når jeg kan se, at andre ikke har det så godt?
- Når jeg hjælper andre, så har jeg det godt.
Her kan du læse mere om hjælpen til Ukraine og donere.