Opdatering: Motorcyklist uden for livsfare efter ulykke

En motorcyklist er uden for livsfare, efter at han fredag blev ramt af en bil på Skjernvej syd for Holstebro.

0:29
En 67-årig mand kom fredag eftermiddag alvorligt til skade, da han blev ramt af en bil ved Ørnhøj.
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

En 67-årig motorcyklist fra Herning er uden for livsfare, efter at han fredag eftermiddag var involveret i en alvorlig ulykke.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi lørdag morgen.

Manden er stadig indlagt, fordi han skal opereres for et brud på benet.

Kørte ud fra rasteplads

Politiet modtog klokken 16.32 anmeldelsen om, at en motorcyklist var kommet til skade.

Ifølge politiet blev motorcyklisten ramt af en medkørende personbil, da han var ved at køre ud fra en rasteplads på Skjernvej omkring Ørnhøj.

Den 67-årige motorcyklist var kommet meget alvorligt til skade i ulykken, og hans tilstand blev beskrevet som kritisk. Manden blev fløjet med helikopter til Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Føreren af bilen - en 32-årig kvinde fra Holstebro-området - er uskadt.

Politiet er stadig ved at undersøge de nærmere omstændigheder omkring ulykken.

- Vi har haft en bilinspektør ude på ulykkesstedet i dag, og nu skal han hjem og kigge nærmere på målingerne. Der kommer først en endelig erklæring engang i næste uge, fortæller vagtchef Henrik Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Skjernvej ved Ørnhøj var fredag eftermiddag spærret på grund af en ulykke.
Skjernvej ved Ørnhøj var fredag eftermiddag spærret på grund af en ulykke.
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST