Seks brande på en aften: Nu har politiet opdaget en mere
I dag opdagede politiet endnu en brand i området omkring Vildbjerg og Ørnhøj, som lørdag var ramt af seks brande. Politet beder stadig om hjælp.
Under efterforskningen af lørdagens seks påsatte brande finder politiet endnu en brændt plet i vejkanten.
- Klokken 20:15 kører politiets indsatsleder rundt for at kigge stederne efter og for at se, om han kan se en sammenhæng mellem brandene, og så finder han endnu en i rabatten, siger Allan Riis, som er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Branden var opstået i vejkanten på Åbjergvej i Vildbjerg, og den er formentlig gået ud af sig selv.
Politiets indsatsleder formoder, at der er en sammenhæng med de andre brande.
- Skønnet er, at det er samme modus. Det er vejkanten, og der er en brændt plet, siger vagtchefen.
Politet mangler hjælp
Hos politiet ved man endnu ikke, hvem der står bag brandene.
- Vi synes jo, det er bekymrende, at der har været de her syv brande, siger vagtchefen.
Derfor beder de stadig om offentlighedens hjælp til at opklare sagen.
- Hvis man har set personer eller køretøjer udvise mistænkelig adfærd i vejkanten, så bedes man kontakte politiet på 114.