Thulesen Dahl genåbner slagsmål om placering af politiskole

Regeringen agter at placere en ny politiskole i Herning. Men det skal afgøres i politiforligskredsen.

Kristian Thulesen Dahl

Regeringen er ikke sluppet af sted med at placere den nye politiskole i Herning, som justitsminister Søren Pind (V) ellers har meddelt, at han agtede at gøre.

Under finanslovsforhandlingerne har Dansk Folkeparti fået trumfet igennem, at placeringen af politiskolen skal tages op i politiforligskredsen.

- Vi ønsker, at der kommer skred i det her. Vi har ventet et år på at få afklaring på en politiuddannelse i Vestdanmark. Der får vi at vide, at der kan bygges en ny skole i 2019 til 2020. Det er meget sent.

- Vi har valgt at sige, at det må drøftes i politiforligskredsen, siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl.

Dermed genåbner han slagsmålet om politiskolen, der blev vedtaget i politiforligskredsen sidste efterår.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) bekræfter, at afgørelsen skal diskuteres i politiforligskredsen.

Sammen med sine partifæller skal finansministeren i weekenden til Venstres landsmøde i Herning.

Adspurgt om han her kan garantere Hernings borgmester, Venstre-manden Lars Krarup, at politiskolen kommer til byen, svarer Claus Hjort Frederiksen:

- Nej, det har jeg jo af gode grunde ikke, da det skal diskuteres i forligskredsen.

Kristian Thulesen Dahl har ikke en holdning til, hvor politiskolen skal placeres - så længe der kan optages nye politielever allerede fra 2018.

- Der er en række kommuner, som har budt ind med bygninger, så man kan komme i gang med at uddanne politifolk hurtigere. Det skal vi tale om, siger han.

- Vi har lavet en aftale om, at der kommer et øget optag på politiskolen næste år. Der kommer netto over 300 flere betjente. Derudover skal vi have 300-400 politikadetter, som kan deltage i grænsekontrollen, siger han.

Foruden regeringen og de tre borgerlige støttepartier er Socialdemokratiet også med i politiforligskredsen. Oppositionspartiet har ligesom DF kritiseret regeringen for at melde Herning ud som hjemby for den kommende skole.

1:15
Under finanslovsforhandlingerne har Dansk Folkeparti fået trumfet igennem, at placeringen af politiskolen skal tages op i politiforligskredsen.