Tidligere FCM-træner holdt pressemøde kun iført håndklæde
Brian Priske havde lovet at gennemføre et pressemøde nøgen, hvis Royal Antwerp vandt uden at lukke mål ind.
En sejr i straffesparkskonkurrence over cypriotiske Omonia Nicosia sendte torsdag aften belgiske Royal Antwerp i Europa League-gruppespillet.
Kampen fik et noget usædvanligt efterspil, da den nytilkomne cheftræner Brian Priske troppede op til pressemøde kun iført håndklæde.
Det gjorde han som konsekvens af et løfte over for spillerne, forklarer han.
- Rudi (Cossey, assistenttræner, red.) sagde i aftes, at vi ville vinde 3-0. Jeg sagde: "Okay, hvis det går sådan, og vi holder nullet for første gang, afholder jeg pressemødet uden tøj på", siger han ifølge avisen Het Nieuwsblad.
3-0 blev resultatet ikke, men Priske gennemførte alligevel presseseancen i den noget aparte påklædning - eller mangel på samme.
Antwerp var under pres efter et nederlag på 2-4 på Cypern i første kamp mellem mandskaberne.
Mål af Koji Miyoshi og Pieter Gerkens i den ordinære spilletid sørgede torsdag for samlet 4-4, og duellen blev sendt ud i forlænget spilletid.
Her blev der ikke scoret, og så skulle det hele afgøres i straffesparkskonkurrence, hvor belgierne trak det længste strå.
- Vi spillede en rigtig god kamp. Vi gjorde alt for at vinde, og det lykkedes. Der er sket så meget her de seneste to måneder, og der er kommet mange nye ind. Succesen her er rigtig vigtig, og alle fortjener det, siger Brian Priske.
Royal Antwerp købte tidligere på sommeren Brian Priske fri af kontrakten med FC Midtjylland, hvor danskeren havde været cheftræner i knap to år.
Som træner for den danske topklub lykkedes det blandt andet den tidligere forsvarsspiller at vinde det danske mesterskab og kvalificere holdet til Champions Leagues gruppespil.