Tim Sparv stopper i FC Midtjylland

Efter flere end 170 kampe for FC Midtjylland, stopper finske Tim Sparv i klubben efter kontraktudløb.

Tim Sparv
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Et længere fodboldforhold er ved at nå sin afslutning. Efter seks år i FC Midtjylland, som har givet fire titler, stopper den finske landsholdsanfører Tim Sparv i klubben efter denne sæson.

- Tim har på mange måder været definerende for FC Midtjyllands udvikling. Han har med sit professionelle væsen været med til at forandre kulturen, og han er som person enormt dedikeret og målrettet. Det har hjulpet hans medspillere til at blive bedre, ikke bare i Superligatruppen, men også på akademiet, hvor han har taget ansvar og engageret sig med stor passion, og vejledt de unge spillere, fortæller Svend Graversen i en pressemeddelelse.

Den finske midtbanespiller er blevet 33 år og har mange minder i Midtjylland trøjen. Men stærkest står det første mesterskab.

5:04
FC Midtjylland slår FCK hjemme i Herning og vinder mesterskabet

- Det er svært at fremhæve enkelte minder, for jeg har haft utrolig mange gode oplevelser. Alle mesterskaberne og Europa står klart, men the first is the first. FC Midtjylland havde ikke tidligere vundet som klub, så det var naturligvis ekstraordinært, da vi vandt mesterskabet i 2015. Der tog vi et stort skridt op som klub, og har spillet med om titlen lige siden, fortæller Tim Sparv i en pressemeddelelse.

En mindre del af holdet i år

Tim Sparv har været en vigtig del af FC Midtjyllands succes de seneste år. Men i denne sæson har han haft en mindre fremtrædende rolle på mesterholdet.

Den finske midtbanemotor er noteret for 17 optrædener i indeværende sæson. Kun en lille del af de 171 kampe han har spillet for klubben.

- Jeg er taknemmelig for min tid og rolle i udviklingen af klubben, og jeg føler at FC Midtjylland har forbedret sig på alle parametre og blevet mere professionel - helt fra akademiet og op til førsteholdet. Det har være en stor kilde til min motivation, fortæller Tim Sparv.

Nu venter et nyt kapitel i Tim Sparvs karriere, men først skal han tage afsked med klubben. Det sker på søndag, hvor han har sin sidste kamp på MCH Arena.