To fængslet efter livsfarlig mishandling: Offer fik Tabasco i endetarmen, glødende cigaret i ansigtet og slag med jernrør
En 30-årig mand har været udsat for grov mishandling. Mishandlingen skyldes ifølge de sigtede en gæld.
En 32-årig kvinde og en 36-årig mand er søndag blevet fængslet frem til slutningen af marts.
De er sigtet for mishandling af en 30-årig mand på Bredgade i Feldborg under særdeles skærpende omstændigheder.
Det oplyser senioranklager Linette Lysgaard fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.
- Mishandling er altid groft – og mishandling under særligt skærpende omstændigheder er virkelig groft, siger hun.
Mishandlingen skulle være foregået siden midten af februar. Hvornår det mere præcist er begyndt, skal politiets efterforskning nu klarlægge.
Tabasco, jernrør og urin
Politiet fik kendskab til sagen, fordi de sigtede personer lørdag morgen slog alarm.
Da betjente og redningsmandskab nåede frem, kunne de konstatere, at det 30-årige offer var i livsfare.
- Han er blevet slået gentagne gange med knyttet hånd, sparket, slået med jernrør, brændt på hænder og i ansigtet med glødende cigaret, tvunget til at drikke sin egen urin, fået Tabasco i endetarmen og skridtet og blevet efterladt i et koldt rum, uddyber senioranklageren om de skader, retsmedicinske undersøgelser og afhøringerne foreløbigt har afsløret.
Ifølge de sigtede fandt de ham i det kolde rum - der er en slags baggang - og alarmerede derefter politiet. Men den købte politiet altså ikke, og de to blev anholdt lørdag eftermiddag.
Tvist om gæld førte til mishandling
I retten kom det frem, at det 30-årige offer angiveligt skyldte penge. Derfor er han siden midten af februar blevet mishandlet.
Han har opholdt sig i de sigtedes hjem, så de kender altså hinanden. De sigtede har tidligere været kærester og bor fortsat sammen.
Den 32-årige kvinde har kæret rettens kendelse. Det vil sige, at hun er uenig i rettens afgørelse om at varetægtsfængsle hende. Til gengæld har den 36-årige mand accepteret fængslingen.
Politiet kender umiddelbart ikke de involverede fra tidligere kriminalitet. Ofret er fortsat indlagt på sygehuset.