Travle landmænd lykkelige for det gode vejr: - Det har vi ventet på

​Mange landmænd er kommet sent i gang med forårsarbejdet på markerne på grund af den hårde vinter.

Landmand Harry Sørensen fra Aulum er glad for, at det gode vejr endelig er kommet.
Landmand Harry Sørensen fra Aulum er glad for, at det gode vejr endelig er kommet.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Ventetiden på forårsvejret har været ulidelig for mange af landsdelens landmænd.

Frosten har først sluppet sit tag i markerne sent, og derfor har det ikke været muligt at komme i gang med forårets arbejde. Faktisk er mange næsten tre uger bagud.

Men nu er det gode vejr her endelig til landmændenes store begejstring.

- Det er bare dejligt. Når man kigger bagud, så støver det i solskinnet, og det er bare herligt. Hvis ikke man har det sådan som landmand, så er mand ikke landmand, griner landmand Harry Sørensen fra Aulum, der er godt i gang med at så vårbyg på sine marker.

- Vi har gået og ventet på det her i flere uger nu. Og når vi så endelig kan komme i gang, så kører vi. Det er ikke rigtig forår, før vi kommer i gang. Det koster os nok en smule i udbytte, men hellere vente nogle dage på det gode såvejr end at køre ud i en stor omgang mudder, lyder det.

Lang vinter og vådt efterår de store syndere

Normalt ville de heldigste landmænd være gået i gang med markarbejdet allerede i marts, men det blev som bekendt spoleret af det kolde vintervejr.

- Tingene gik i stå, da vi havde den sibiriske kulde, forklarer planterådgiver hos SAGRO Peter Skodborg.

Men det er ikke kun vinteren, som har haft stor indflydelse på markernes beskaffenhed. Flere måneders vejrforhold spiller nemlig en rolle.

- Efter et meget vådt efterår var der mange, som ikke fik etableret den hvede, de gerne ville have haft. Så godt nok er mange kommet lidt sent i gang, men det største problem har egentlig været, at vi havde et efterår, der har været imod afgrøderne, og derfor skal mange ud for at så om, siger Peter Skodborg.

- Vi har ikke passeret nogle kritiske tidspunkter endnu, men kornet skal helst i jorden inden den første maj for at have en god lang vækstsæson og det bedst mulige udbytte, lyder det.

Landmand Harry Sørensen forventer, at han er færdig med at så sin vårbyg i næste uge.

1:31
Landmændene er kommet sent i gang med forårsarbejdet på grund af det hårde vintervejr. Derfor er foråret i den grad imødeset.