Travlhed i gartneriet: Gør klar til at levere 25.000 julestjerner
Gartner Mogens Lindvig fra Vildbjerg har et helt specielt forhold til danskernes foretrukne juleblomst.
At være gartner er på mange måder et sæsonbetonet arbejde, og netop i disse dage kulminerer en af de travleste årstider i de danske gartnerier.
Det drejer sig om julestjernen - en blomst, som finder vej til mange tusinde danske hjem hver jul, og en pæn andel af de mange blomster befinder sig lige nu hos Lindvig Greenhouse i Vildbjerg, hvor de ansatte gør sig klar til at sende 25.000 julestjerner på markedet.
- Det er højsæson lige nu. Vi sælger omkring 90 procent af julestjernerne op til advent og ugen efter. Kommer du om en uge, vil drivhuset næsten være tømt for julestjerner, forklarer gartneriets indehaver Mogens Lindvig.
- Er det en god forretning?
- Julestjerner er altid tricky business, fordi der er en sidste salgsdato. Hvis ikke du når at få dem solgt, er det bare til komposten. Men nu sælger vi meget på kontrakt, så det er ikke så tricky mere.
Der er sikkert dem, der mener, at julestjerner er en lidt gammeldags blomst. Mogens Lindvig siger, at dens popularitet går lidt op og helt - alligevel er der altid god gang i salget.
Lindvig har også selv et specielt forhold til julestjernen. Det var en af de første planter, han lærte om, da han for godt 30 år siden var i lære som gartner på Fyn.
- Den er næsten det eneste, der lyser op på den her årstid. Det er bare en skøn plante, der giver lys og energi, siger Mogens Lindvig.