Ubuden gæst til nøgen kunstinstallation: Kvinde blev befamlet med bind for øjnene

Flere nøgne modeller forsøgte at fange den ubudne gæst men uden held.

Politiet har oprettet en sag og efterforsker krænkelsen.
Politiet har oprettet en sag og efterforsker krænkelsen.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Næsten 200 frivillige havde lørdag taget turen til Heart Kunstmuseum i Herning for at deltage i Spencer Tunicks kunstinstallation. De 200 personer skulle være nøgne og udsmykkes med hvide lagner efter kunstnerens anvisninger.

Kunstinstallationen forløb efter planen, indtil en ubuden gæst meldte sin ankomst. 

Katrine Lyck fra Silkeborg var en af de frivillige modeller, og under en positur, hvor nogle af modellerne havde lagen foran ansigtet, lægger hun mærke til en mand, som kommer gående mellem rækkerne.

- Fyren havde været der under hele udstillingen, men han var iført tøj, som kunstnerens hold også var, så det tænkte vi ikke videre over. Han gik hen til kvinden, som stod lige foran mig og havde et lagen foran øjnene. Han rakte ud foran hende og rørte hende ved skridtet og befamlede hende.

- Berøringen tog ikke lang tid, for kvinden reagerede hurtigt. Folk omkring begyndte også at blive opmærksomme på, hvad der var sket, så da fyren begyndte at løbe væk, fulgte nogen efter ham, fortæller Katrine Lyck.

De frivillige fra udstillingen fik dog ikke fat i manden, der flygtede fra stedet.

Politiet efterforsker sagen

Efterfølgende talte Katrine Lyck med den forulempede kvinde, der ikke havde lyst til at være en del af udstillingen længere.

- Min kæreste og jeg havde heller ikke lyst til at være med længere, hvorfor vi forlod museet, og bad receptionen om at kontakte politiet, fortæller den frivillige model.

Midt- og Vestjyllands Politi bekræfter overfor TV MIDTVEST, at de var på Heart Kunstmuseum lørdag eftermiddag for at lave en gerningsstedsundersøgelse og kigge på videoovervågningen. 

- Vi har oprettet en sag, og den skal vi nu efterforske, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jan Nørrum, der ikke har flere kommentarer til sagen.

- Jeg fik en knude i maven

På trods af den ubehagelige oplevelse fortsatte kunstinstallationen for dem, som stadig havde lyst til at være med. 

- Det var en virkelig fin og spændende oplevelse, indtil manden befamlede kvinden. Jeg snakkede med flere, som følte, at det var ubehageligt at være med efterfølgende, og jeg fik selv en knude i maven over hændelsen, fortæller Katrine Lyck.

Den frivillige model fortæller, at de alle skulle skrive under på et stykke papir, hvor der stod, at der ikke kom nogle ind, som ikke var inviteret. 

- Derfor føler jeg mig også selv forulempet. Det var en oplevelse, man ikke kan få andre steder. Jeg er selv kunstner og interesseret i kroppen på en aseksuel måde. Så det er virkelig ærgerligt, at der kommer en fyr og ødelægger det og gør præcis det, det ikke handler om, fortæller Katrine Lyck.

Vi har været i kontakt med Heart Kunstmuseums kommunikationschef, men det har ikke været muligt at få en kommentar fra museet.