Uenighed om ny motorvej: Hvilket "hul" skal lukkes først?

Når Holstebromotorvejen står færdig, så bliver den ikke koblet direkte på resten af motorvejsnettet. Både Herning og Holstebro vil gerne have den koblet på, men hvilket stykke er vigtigst?

Der vil forsat være motortrafikvej på dette stykke.
Der vil forsat være motortrafikvej på dette stykke.
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

Mens byggeriet af Holstebromotorvejen skrider frem, så vokser utilfredsheden med, at strækninger omkring Herning ikke kommer til at hænge sammen med resten af det danske og europæiske motorvejsnet.

Nordøst for Herning vil der være syv kilometer mellem Holstebromotorvejen og den Midtjyske Motorvej, der ikke bliver motorvej, ligesom der sydvest for Herning er fem kilometer, hvor bilisterne må trykke på bremsen. 

Men hvilket hul der er vigtigst at få lukket først er der nu uenighed om. For hvor en gruppe af erhvervsfolk i Holstebro vil have lukket hullet nordøst om Herning, for at få kortere transporttid til for eksempel Aarhus, så er man i Herning mere interesserede i at få lukket hullet sydvest om byen. Det mener de giver mest mening for hele Vestjylland.

- Den vestlige del er efter både min og andres vurdering den hurtigste vej, når man kommer nordfra. Men man skal også huske, at dem der kommer vestfra skal til at køre øst om Herning, siger Finn Stengel Petersen, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Herning Kommune.

Det manglende motorvejsstykke vest om Herning går forbi et af byens største erhvervsområder. Derfor giver det mest mening for Herning, at få lavet det til motorvej først. Men det vil også være en fordel for borgerne i Holstebro, mener Finn Stengel Petersen, der bliver interviewet ved netop det stykke, som han gerne så blive til motorvej.

- På vejen herhen så vi fire lastbiler. To fra Holstebro, en fra Struer og en fra Aulum. Det jeg hører er, at de kører vest om Herning, efter man har etableret motorvejen op til Sinding, fordi det er den hurtigste vej. Og det er det, det handler om, siger han.

1:58
Der er uenighed om, hvilket stykke motortrafikvej, der først skal være en motorvej. 

Erhvervsfolk starter kampagne

De ser dog anderledes på det i Holstebro.

- Skal dette stykke være det eneste sted fra Holstebro til Italien, hvor man har et stykke afbrudt motorvej, det spørger Søren Sloth, direktør for Kinco Corporation sig selv om.

Han er en af de erhvervsdrivende fra Holstebro, Struer og Lemvig, der er gået sammen i et forsøg på at råbe politikerne på Christiansborg op. De vil have det østligste hul lukket først.

De tænker ikke kun på at komme hurtigere til og fra Holstebro, men også på trafiksikkerhed.

- Vi ved fra tidligere motorvejsprojekter nede ved Brande, at det er farligt, når man går fra motorvej til motortrafikvej og så tilbage til motorvej. Så det skal vi have gjort færdigt, siger Søren Sloth.

De håber, at pengene, der er tilovers efter byggeriet af det planlagte stykke motorvej, kan blive brugt på at lave det manglende stykke. Men det ville transportminister Ole Birk Olesen langt fra love, da han besøgte landsdelen i maj.

- Om det er det, der skal ske først, eller om vi først skal udvide E45 eller for eksempel den Vestfynske Motorvej, det ved vi ikke. Der er mange projekter der skriger på at blive gennemført. Den pulje må det her så gå med i, fortalte han.

Det har ikke været muligt at få en ny kommentar fra transportministeren. Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen fortæller dog, at det ikke vil være muligt at lappe motorvejhullet før tidligt i 2020.

- Vi er i øjeblikket i en situation, hvor vi ikke har penge til de helt store trafikprojekter. Det lysner frem mod 2020, men lige nu er der knaphed på penge, siger han.

I Holstebro nægter de at give op, før at motorvejen er helt færdig.

- Der er allerede to, der er blevet slået ihjel på rute 18, og det ønsker vi ikke, at vores medarbejdere skal stå på mål for. Det er vores medarbejdere, der skal køre på de veje, siger Søren Sloth.

Ingen bykrig

Søren Sloth er ikke bange for, at de er ved at starte en ny bykrig mellem Herning og Holstebro, selvom de vil have lukket hvert deres stykke.

- Det her er noget, som vi ser meget ens på. Som vi også har snakket med Herning om, så kunne man jo lige så godt gøre det hele færdigt, både vest og øst om. Det er lige tosset, men vi har bare sagt, at hvis der ikke er penge til, at lukke begge huller, så anbefaler vi rute 18, fordi det er der, vi har den tungeste trafik, siger han.

Det vil koste omkring 400 millioner kroner at lappe hver af de to motorvejshuller rundt om Herning. Der er i alt sat 3,9 milliarder kroner af til at lave motorvejen mellem Herning og Holstebro.

3:03
I Holstebro er der et stort ønske om at blive koblet på resten af det europæiske motorvejsnet.