Vagtchef efter mistænkeligt dødsfald: - Vi efterforsker stadigvæk meget bredt

Et mistænkeligt dødsfald i Hodsager har betydet, at politiet meget af lørdagen har været talstærkt til stedet i Hovedgaden.

0:13

Midt- og Vestjyllands Politi fik lørdag formiddag kl. 10 en anmeldelse om en død person på en adresse på Hovedgaden i Hodsager ved Aulum.

Politiet rykkede ud på adressen, hvor de fandt en død person. Dødsfaldet betegner de som mistænkeligt. Siden har stedet været afspærret, og Midt- og Vestjyllands Politi er talstærkt til stede på Hovedgaden med efterforskere og teknikere. Det fortæller Anders Bøje Hansen, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

TV MIDTVESTs reporter på stedet fortæller, at han lørdag eftermiddag kunne se, at teknikerne var i gang med at undersøge huset indenfor. Derudover fortæller han, at der var masser af politifolk til stede i Hovedgaden, og flere af dem havde hunde med.

Efterforskningen fortsætter

Vagtchefen fortæller, at efterforskerne og teknikerne først lørdag aften stadigvæk er i gang med at arbejde på stedet. Han forventer, at de er færdige i løbet af aftenen alt efter, hvad de finder.

- Vi er ikke kommet ret meget tættere på, hvad vi kan sige. Vi efterforsker stadigvæk meget bredt. Hvis nogen har set noget mistænkeligt indenfor den seneste dag eller to, så vil vi gerne høre fra dem på tlf. 114, fortæller vagtchefen.

De pårørende er ikke underrettet endnu.