Vidne troede, det var en helikopter - løsreven ballon gav postyr over Herning

Flere myndigheder blev involveret, da en ballon torsdag slap fri. Virksomhed bag ballonen ærgrer sig.

0:03
Ballonen var et "tilløbsstykke" på messen.
Foto: Maxpartner

En stor ballon fyldt med helium i luften over Herning har torsdag givet en del postyr.

Det står klart, efter både politi, Forsvaret og mindst en lufthavn blev informeret om en hvid ballon, der var steget til vejrs over en messe tæt på MCH Arena i den sydlige del af Herning.

Øjenvidne Anders Andersen undrede sig, da han lidt over klokken 13 kiggede ud af sit vindue fra sit hus på Thrigesvej i Herning.

- Jeg sagde til min kæreste, at det var en helikopter, fortæller han.

Da han kiggede nærmere efter, kunne han dog se, at den mystiske genstand var rund.

- Den var kæmpestor og meget højt oppe, siger han.

Politiet blev klokken 12.02 informeret af ballonens ejer om den forsvundne ballon. På det tidspunkt befandt den sig et godt stykke oppe i luften, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Anders Hansen.

Flyvestation Karup blev ifølge politiet derfor informeret om ballonen. Man vurderede dog, at ballonen ikke var til gene for flytrafikken over Midtjylland.

Flytrafikken har derfor ikke været påvirket af den løsslupne ballon, selvom lufthavnschef i Midtjyllands Lufthavn Lars Kronborg bekræfter, at man var bekendt med ballonen.

Ballonen tilhører en fællesstand for firmaerne Maxpartner og HLM Landmåling fra Sjælland, der er en del af samme virksomhed.

Her ses den ballon, der slap væk.
Her ses den ballon, der slap væk.
Foto: Anders Andersen

De to virksomheder er i disse dage til stede ved entreprenør- og håndværksmessen E&H Messe tæt på MCH Arena.

- Den har revet sig løs efter et vindpust. Ballonen var fortøjet, fastgjort og monteret efter alle forskrifter. Snoren var ikke knækket, men bunden af ballonen, som holder fortøjningen, faldt simpelthen af, siger Jacob Vedsø, der er marketingsansvarlig for HLM Landmåling.

Jacob Vedsø oplyser, at ballonen er tre meter i diameter.

Mads Haue, der er markedschef Max Partner og HLM Group, oplyser, at ballonen kostede 8000 kroner. Derudover kommer indkøb af helium.

- Vi græd lidt. Det er da ingen hemmelighed, siger han og tilføjer, at ballonen var et "tilløbsstykke" på messen.

Virksomhederne håber nu, at man kan finde ballonen igen.

En ballon med helium kan ifølge Illustreret Videnskab nå en højde på 1000 meter.