N’Dong sover i et skummelt skur

- Jeg kom i dårligt selskab efter skilsmissen. Det var sådan, det hele begyndte.

N’Dong ryster over hele kroppen. Klokken er ni. Han er lige vågnet efter få timers søvn. Bænken i baggårdsskuret har han sovet på de seneste seks uger.

- Jeg sover et farligt sted. Stemningen kan eksplodere når som helst. Du så det selv i går aftes, påminder han. 

En anden verden

Det krævede en hel dags tilløb, før jeg aftenen inden mandede mig op til at besøge Den Våde Høne. Der var kun 25 meter fra min parkerede bil i Bethaniagade og om til skuret i baggården. Men det var en anden verden deromme.

Jeg valgte at indlede offensivt og spurgte: Må jeg sætte mig?

- Alle må sætte sig i Hønen. Hvis de tør, svarede en mand i rød hættetrøje.

Han grinede højrøstet men rynkede samtidig øjenbrynene og spurgte, hvad jeg ville. Jeg forklarede mit ærinde, hvorpå en velsoigneret kvinde udbrød:

- Neeej hvor hyggeligt. En journalist. Slå dig ned mand.

Jeg satte mig ved siden af en kulsort mand, der senere viste sig at være N’Dong. Men da det tredje gang kom til håndgemæng rundt om bordet, valgte jeg at fortrække med en aftale om at snakkes ved i morgen. 

Bajere og piller

Her morgenen efter er der rimfrost på bilruderne i Bethaniagade. Omme i Hønen er der kun N’Dong og en masse øldåser tilbage fra aftenens komsammen.

- Jeg har ondt i maven, men jeg lever heller ikke sundt. For mange bajere og for lidt at spise, siger han.

Med smøg efter smøg hoster han dagen i gang. Fortæller, at lægen henviser ham til håndkøbsmedicin og han selv supplerer.

- Lidt Diazepam, Stesolider du ved, smertestillende piller. De tager det meste. Sammen med øl.

Boede på Dødsgangen

Alle der kommer i Hønen kender også Dødsgangen. Det er en udlejningsejendom med en række klubværelser. Her boede N’Dong gennem tre år. Det sluttede for seks uger siden.

- Dødsgangen er simpelthen for ulækker. Der flyder med kanyler og sprøjter. Det er bedre og renere her, konstaterer han og slår ud med armen.

Rundt omkring os ligger affald i smådynger. Den halvt væltede skraldespand får stedet til at lugte af en blanding af madaffald, doven øl og pis. Loftet er sodet sort efter en brand, der også har smeltet den ene af skurets to lamper i bort. Og så er der tæppet og dynen, som N’Dong stadig er svøbt i.

- De to ting er det eneste, jeg ejer. Dem hjælper folk her mig heldigvis med at passe på. 

Hellere døden end heroin

Den Våde Høne har været lukningstruet flere gange. Naboerne er ifølge Herning Folkeblad utrygge ved stedets klientel, og at der handles med stoffer. Der er da også en del trafik til og fra stedet.

- Du må selv tænke dig til resten, siger N’Dong.

Han har selv tidligere heroin-narkoman. Hvor mange år det er siden, kan han ikke huske. Men han føler sig ikke fristet af det længere.

- Det liv var for hårdt. Jeg kæmpede en umenneskelig kamp - helt alene - for at komme ud af det. Jeg vil hellere dø end tage heroin igen.

- Jeg er herningenser

N’Dong flyttede som 24-årig fra Gambia til Danmark. Han var gift med en dansk kvinde, som han også fik en datter med.

- Jeg har taget min tørn, før det gik galt. Arbejde som maskinarbejder, arbejde som guide i 1980’erne for Simon Spies.

- Men skilsmissen ændrede alt. Pludselig var jeg sammen med alle de forkerte mennesker. Så mødte jeg heroinen.

N’Dong er trods sin situation en stolt mand. Efter alle årene i Danmark bliver han fornærmet, når nogen med henvisning til hans sorte hud spørger, hvor han kommer fra.

- Jeg er herningenser. Så fat det dog. Dansker og herningenser. 

90 dages karantæne

Klokken nærmer sig 10, før N’Dong for første gang gør klar til at indtage andet end smøger. Men da han har 90 dages karantæne fra Blå Kors’ varmestue henne om hjørnet, så er det ikke en mulighed at gå derind.

- De siger, jeg har truet med at slå en af de ansatte ihjel. Men det har jeg ikke. Heller ikke selvom jeg måske var fuld. Hvis jeg havde gjort det, så ville jeg kunne huske det.

Jeg bevæger mig selv ind på varmestuen. Skænker et par plastickrus med varm the og tager dem med tilbage til Hønen. Theen får lov at stå længe nok til at blive kold, før N’Dong drikker den.

Kort efter ankommer en arabisk talende mand til Hønen. Han har en thermopose fyldt med spiritusflasker med. Manden forærer N’Dong en flaske vodka og fire kasser med 2 centiliters bitter. N’Dong bunder et par af de små flasker, rejser sig og kaster op. Først i skraldespanden. Derefter udenfor.

Solen skinner stadig

N’Dong kommer for tiden helst ikke mere ud på gaden end højest nødvendigt. Det forstår jeg, da han skal på toilettet ved en grillbar få hundrede meter væk. Det tager ham et kvarter om at humpe distancen.

- Jeg blev kørt ned for nylig. Det er ikke så godt. Men solen skinner stadigvæk, siger han. 

Inden vi skilles, når jeg lige at spørge, hvordan han egentlig får råd til de bajere, han indtager.

- Pensionen rækker nogenlunde. Jeg har ingen penge den sidste uge i måneden. Men det er jeg jo vant til. Vi hjælper hinanden i det her miljø. Jeg har venner her, så går det.