Prins Henriks aske skal spredes i havet og slotshave

Prins Henrik ville kremeres. Hans aske skal spredes i de danske farvande og i Fredensborg Slotshave.

Prins Henrik ses her på sin vinmark i Frankrig.
Prins Henrik ses her på sin vinmark i Frankrig.
Foto: Jens Nørgaard Larsen / Ritzau Scanpix

Prins Henrik bisættes tirsdag 20. februar klokken 11.00, oplyser kongehuset på en pressebriefing.
    
Efterfølgende skal prinsen kremeres.
    
Prinsens ønske var, at halvdelen af asken bliver spredt i de danske farvande. Den anden halvdel skal sættes ned i en urne i den private have i Fredensborg Slotshave.

Ved briefingen oplyses det også, at bisættelsen finder sted i Christiansborg Slotskirke.
    
Inden da skal prinsen torsdag overføres fra Fredensborg Slot til Amalienborg klokken 10.00.
    
Rustvognen med Henriks kiste tager en rundtur ved Fredensborg Slot og kører efterfølgende til København.
    
Torsdag vil der også være salutering fra Batteriet Sixtus på Kronborg klokken 08.00.
    
Den efterfølgende dag overføres prins Henrik til Christiansborg Slotskirke efter prinsens ønske.
    
Her vil offentligheden få mulighed for at tage afsked med prinsen lørdag, søndag og mandag.
    
Inden offentligheden får adgang, vil den kongelige familie lørdag formiddag besøge kirken, hvor prinsen ligger på castrum doloris. Det betyder, at prinsens lukkede kiste vil stå fremme.
    
Bisættelsen tirsdag 20. februar bliver efter prinsens eget ønske en mindre ceremoni og ikke en statsbegravelse.
    
- Det bliver en bisættelse, som ikke rummer det, som en statsbegravelse har, siger Lene Balleby, kommunikationschef for kongehuset.

Det har været usikkert, hvor prinsen skulle begraves, siden han sidste år meddelte, at han ikke ønskede at blive begravet side om side med sin hustru i Roskilde Domkirke.
    
Kongehuset oplyser ikke, om andre kongelige end den nærmeste familie vil deltage i bisættelsen.
    
Det bliver tidligere kongelig konfessionarius og biskop Erik Norman Svendsen, der forestår bisættelsen. Han viede dronning Margrethe og prins Henrik i 1967 og har været kongefamiliens præst i en lang årrække.
    
Efterfølgende skal prins Henriks aske spredes, men det oplyses ikke, hvornår det vil ske.
    
Dødsårsagen ønsker kongehuset ikke at tilføje yderligere oplysninger om.
    
- Jeg kan ikke gå i detaljer med, hvad prinsen døde af. Vi har oplyst undervejs, at prinsen har været syg. Vi har også fortalt, at der er tilstødt forskellige komplikationer. Ud over det kan jeg sige, at han var en gammel mand, siger Lene Balleby.
    
Det har tidligere været meddelt fra kongehuset, at prinsen havde fået konstateret en godartet svulst i venstre lunge. Efterfølgende kom han i behandling for en lungeinfektion.