21-årig svømmer sig til sølv ved EM i 200 meter butterfly
Holstebro-svømmeren Helena Rosendahl Bach satte personlig rekord, da hun hentede sølv i 200 meter butterfly ved EM i kortbane.
21-årige Helena Rosendahl Bach fra Holstebro svømmede sig torsdag eftermiddag til en sølvmedalje i 200 meter butterfly ved EM i kortbane i Kazan i Rusland.
Det blev en realitet, da hun rørte bassinkanten i tiden 2 minutter og 5,02 sekunder, hvilket tilmed var personlig rekord for den unge dansker.
Hun slog en rekord, som blev sat tilbage i 2019.
- Det er helt vildt. Jeg blev så glad, da jeg slog ind og så, at jeg blev nummer to - og endda i stor personlig rekord, siger hun til Dansk Svømmeunion efter heatet.
- Jeg havde ikke regnet med, at det ville gå så godt, men det føles som om, at jeg var virkelig god på de sidste 50 meter, lyder det.
Guldmedaljen gik til russiske Svetlana Chimrova. Hun var blot fem hundrede dele af et sekund hurtigere end Rosendahl Bach.
Italienske Ilaria Bianchi tog sig af tredjepladsen i tiden 2 minutter og 5,42 sekunder.
Helena Rosendahl Bach var også med til OL i Tokyo i sommer. Her blev semifinalerne endestationen, da hun sluttede som nummer 12 ud af 16 svømmere.
Onsdag blev Julie Kepp nummer fem i finalen i 50 meter fri. Hun blev slået af blandt andre svømmestjernen Sarah Sjöström, som tog hendes niende medalje ved kortbane-EM i karrieren.
Svenskeren har også én OL-guldmedalje samt ni guldmedaljer ved langbane-VM.