Algerne kommer: Hold øje med vandet, hvis du skal ud at bade
Det varme sommervejr får algerne til at dukke op i badevandet, og det kan være farligt for både mennesker og dyr.
Det er ikke kun solglade mennesker, som nyder det lune vejr. Varme rimer nemlig på alger, og blandt andet langs Vestkysten er algerne begyndt at dukke op i stor stil.
De seneste dages temperaturer har givet algerne gode vækstbetingelser, og de findes nogle steder i så store koncentrationer, at de klumper sig sammen i vandet eller ligger som skum på overfladen og i vandkanten.
Holstebro Kommune melder om mange alger ved Vesterhavet, og fra kommunen er rådet, at man skal kaste et grundigt blik på vandet, inden man finder baderingen frem. Hvis der enten ligger en tynd film eller noget, der ligner andemad oven på vandet, skal man passe på.
- Hvis vandet er klart, kan man roligt bade, men man skal være opmærksom på store plamager i vandet. Vi har fået meldinger ind om oliespild, som viste sig at være alger, for det kan godt ligne olie oven på vandet, fortæller Torben Mølgaard, der er chef for kommunens teknik- og miljøafdeling.
Solen kan få de farlige alger frem
Ved Vesterhavet er lige nu det rødalger, der er mest udbredte, og de er helt ufarlige. Men hvis det varme vejr fortsætter, kan der kommer blågrønne alger, som danner giftstoffer, der kan give diarré eller hudirritation. Det gælder også for eksempelvis hunde, der går i vandet.
Det kan være svært at se forskel på de to typer alger, så hvis der er beskidt skum i vandet eller store plamager af alger, skal man tænke sig om en ekstra gang.
- Vi ved, at de farlige alger ofte kommer, når vejret er sådan her, så derfor vil vi gerne gøre opmærksom på det, så folk kan nå at reagere, før de går i vandet, siger Torben Mølgaard.