Dansk Sygeplejeråd lægger pres på arbejdsgiverne: - Vi føler os nødsaget til at udvide strejken

Dansk Sygeplejeråd vil fortsætte med at udvide strejken og lægge pres på deres arbejdsgivere.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Dansk Sygeplejeråd (DSR) har i dag varslet endnu en udvidelse af strejken, som kommer til at ramme Midt- og Vestjylland.

Fra den 25. august går yderligere 215 sygeplejersker i strejke, hvor af 112 af dem arbejder i Holstebro eller Herning.

- Vi har en strategi for, hvordan vi kan lægge yderligere pres på for at få arbejdsgiverne tilbage til forhandlingsbordet. Nu øger vi presset, og det gør vi ved at ramme operationsområdet, siger Hanne Holst Long, der er kredsnæstformand for DSR Kreds Midtjylland.

Det er helt specifikt 77 sygeplejersker på Anæstesiafsnittene i Herning og Holstebro og 35 sygeplejersker i Sundheds- og Ældreplejen i Herning Kommune, som går i strejke fra slutningen af august.

Anæstesiafsnittene er dem, som tager sig af bedøvelse i forbindelse med operationer, og kredsformanden forestiller sig, at det er noget, som får arbejdsgiverne i tale.

- Udtager man dem, så er der meget i et operationsforløb, der ikke kan fungere. Kan man ikke lægge patienterne til at sove, så er der ikke ret mange, der har lyst til at blive opereret.

- Befolkningen bliver desværre ramt på deres planlagte operationer. Vi ved, at der allerede er udsat 42.000 operationer, og det pres bliver øget endnu mere med det udtag, vi har varslet med i dag, siger Hanne Holst Long.

Dansk Sygeplejeråd holdte tirsdag en konfliktcafé for sygeplejersker i Holstebro, hvor de ideudviklede på, hvordan de få arbejdsgiverne tilbage til forhandlingsbordet.
Dansk Sygeplejeråd holdte tirsdag en konfliktcafé for sygeplejersker i Holstebro, hvor de ideudviklede på, hvordan de få arbejdsgiverne tilbage til forhandlingsbordet.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST


Vil have arbejdsgiverne til forhandlingsbordet

Siden juni har cirka 5300 sygeplejersker strejket, og varslingen, der kom tirsdag, er den tredje udvidelse af strejken. 

Sygeplejerskerne er utilfredse med deres løn og ansættelsesvilkår, og det udmunder nu i optrapningerne.

- Vi føler os nødsaget til at udvide strejken. Vi mangler at se vores arbejdsgivere i form af Danske Regioner og Kommunernes Landsforening men lige så vel politikere på Christiansborg tilbage ved forhandlingsbordet, siger Hanne Holst Long.

De tre optrapninger træder først i kraft fra henholdsvis den 10., 17., og 25. august. Grunden til det er, at Dansk Sygeplejeråd skal give arbejdsgiverne fire ugers varsel før optrapningerne effektueres.