Efter forsvarsministerens besøg: - Jeg er absolut tryg

Forsvarsminister Morten Bødskov (S) besøgte torsdag Jydske Dragonregiment i Holstebro for at se de kampvogne, som regeringen har investeret i. Besøget faldt i god jord blandt soldaterne.

1:41
Soldaten Anders er klar til at køre i 2A7 Leopard-kampvogne i Estland til efteråret.

Jydske Dragonregiment i Holstebro fik torsdag besøg af den socialdemokratiske forsvarsminister Morten Bødskov. 

Han lagde vejen forbi for blandt andet at hilse på nogle af de soldater, der til efteråret skal udsendes til Estland.

Det er i alt 230 soldater og 14 2A7-Leopard-kampvogne, der skal til Estland som et led i en NATO-styrke for at vise deres tilstedeværelse.

Anders er en af de soldater, der skal udsendes fra Dragonkasernen i Holstebro efter sommeren. Hans opgave bliver at assistere chefens kampvogn, og det indebærer blandt andet at lade kanonen og tårngeværet.

For ham betød besøget fra forsvarsministeren noget.

- Det er superfedt, at der fra politisk side - og især regeringens side - er en interesse for det, vi laver, og måske også hvor man skal sætte noget ekstra ind. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at folketinget agter at øge budgettet, så jeg tænker da også, at der er et formål i at se, hvad man kan forbedre, siger Anders, der ikke ønsker at dele sit efternavn.

Morten Bødskov (S) var forbi kasernen i Holstebro torsdag.
Morten Bødskov (S) var forbi kasernen i Holstebro torsdag.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Stor investering

Forsvarsministeren var meget tilfreds med sit besøg på kasernen i Holstebro.

- Det vigtigste er at få lov til at se de nye kampvogne, som vi har købt, som snart skal til Estland og være med til at bidrage til afskrækkelsen af Putin, fortæller Morten Bødskov.

Ifølge ministeren er det også vigtigt, at politikerne kommer ud til soldaterne og deres udstyr.

- Vi har et rigtig godt forsvar, og vi skal bidrage til de NATO-opgaver, som vi er en del af. Og derfor er det også godt for mig og andre politikere at komme ud og se, at det, vi beslutter os for at investere penge i, rent faktisk virker, siger han.

Det er kampvogne, som har en kampvægt på 68 ton og en topfart på 60 kilometer i timen, som Dragonregimentet fik i 2020.

Og ifølge forsvarsministeren er det en meget stor investering for dansk forsvar.

Soldaten Anders, som snart skal køre rundt i sådan en kampvogn i Estland, er helt klar.

- Jeg er absolut tryg ved at sidde i en af de nye kampvogne. Det er en af de allerbedste på markedet, siger han.

I starten af marts 2022 rejste 150 af soldater fra Dragonregiment i Holstebro til Baltikum for at styrke NATO. Det er disse soldater, som Anders og de andre skal afløse. 

2:44
Virkeligheden for danske professionelle soldater er pludselig blevet en anden, efter Ruslands invasion af Ukraine.
Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST