Flagermus, oddere og birkemus rammer kæmpe elprojekt - nu er høring udskudt
En ny afgørelse spænder ben for anden høring af den kommende 400 kilovolt forbindelse mellem Endrup og Idomlund. Det er uvist, hvilke konsekvenser det får for det store projekt.
Det er flagermus, birkemus og oddere, der er skyld i, at anden høring af den store højspændingsforbindelse fra Idomlund ved Holstebro til den dansk-tyske grænse er forsinket.
Det oplyser Energinet til TV MIDTVEST.
Meldingen om, at anden høring af miljøkonsekvensrapporten blev udskudt blev offentliggjort 22. juni. Altså godt en uge efter, at projektet egentlig skulle have været sendt i høring.
Forsinkelsen skyldes ifølge Energinet en ny afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet, der har ophævet miljøtilladelsen til det store gasledningsprojekt Baltic Pipe. Afgørelsen fungerer som nye retningslinjer for Energinet, og derfor har det også betydning for projektet i Vestjylland.
I afgørelsen fra Miljø- og Fødevareklagenævnet kan man blandt andet se, at klagenævnet ikke mener, at Energinet har været grundige nok til at undersøge, hvilke konsekvenser gasledningen vil få for de leveområder, som huser truede dyrearter, når den står færdig.
Når det får konsekvenser for en højspændingsledning i Vestjylland, hænger det sammen med, at en række truede dyrearter lever på de områder, hvor ledninger og master skal opføres.
Derfor har Energinet valgt at udskyde høringen, imens man laver flere undersøgelser af de såkaldte bilag-IV arters leveområder langs linjeføringen.
Konkret betyder det, at folkene fra Energinet har været på nye feltture til de områder, hvor flagermus, oddere og birkemus lever. Det drejer sig blandt andet om området ved Skjern Å.
De nye undersøgelser skal sikre, at ansøgningen til Miljøstyrelsen lever op til de krav, som den nye afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet om Baltic Pipe har dikteret. Dermed risikerer projektet ikke på sigt at miste sin miljøtilladelse og gå helt i stå.
Ærgrer sig over forsinkelse
Hos Energinet ærgrer man sig over, at afgørelsen for Baltic Pipe skaber forsinkelse for anden høring af den vestjyske højspændingsledning. Det siger Christian Jensen, som er Energinets projektleder på den nye højspændingsforbindelse til virksomhedens hjemmeside.
- Vi ved, at projektet har konsekvenser for rigtig mange mennesker og lokalsamfund, og at et kort forløb er afgørende for dem. Derfor gør vi alt, hvad vi kan fra Energinets side for at sikre en så kort og korrekt proces som mulig.
I skrivende stund er det uvist om det samlede projekt fra Idomlund til grænsen kan stå klar i december 2023, som det ellers er planen.
Det afhænger blandt andet af, hvornår Energinet afleverer en ny miljøkonsekvensrapport til Miljøstyrelsen, og hvor lang tid styrelsen bruger på at behandle sagen. Først når det er gennemført, kan rapporten sendes i en otte uger lang høring.
- Så snart vi har en mere præcis tidsplan, vil de borgere der er berørt af projektet modtage brev fra os igen, skriver Energinet på sin hjemmeside.
Projektet mellem Idomlund og den tyske grænse er langt fra det eneste sted, der bliver forsinket på grund af små dyr og deres levesteder.
Ved Viborg nær Tjele har gæs bremset vindmølleplaner, da de de sjældne og truede tajgasædgæs overvintrer i området.
Også på Amager har dyr sat en midlertidig stopper for et stort byggeri. Det skriver TV 2 Lorry med henvisning til stor vandsalamander.