Hendes indsamling gav gevinst - nu får skole handicaplift
Stephanie Fjeldsø Fischer har samlet omkring 90.000 kroner ind til en ny lift til Vestjyllands Højskole.
En lift til omkring 90.000 kroner er ikke noget man bare lige køber eller sparer sammen til - medmindre man hedder Stephanie Fjeldsø Fischer.
Siden oktober har hun kæmpet for at samle penge ind til en ny lift til hendes kommende højskole, så hun også kunne være med til arrangementerne i gymnastiksalen. Det kommer hun til nu, for alle pengene er nu samlet ind, så der kan stå en ny lift klar, når hun starter på skolen til januar.
Stephanie Fjeldsø Fischer har hele tiden troet på, at det nok skulle lykkedes - tilbage i november sagde hun til TV Midtvest:
- Jeg tror på, at det vil lykkes. Det er gået rigtig hurtigt i starten, og det håber jeg det vil fortsætte med. Så skal jeg nok få samlet alle pengene sammen.
Ser man bort fra trappen ned til gymnastiksalen, er skolen handicapvenlig. Derfor har Vestjyllands Højskoleogså længe stået højt på forfatterspirens ønskeliste. Nu er det altså muligt at være med til alle arrangementerne - også selv om man sidder i kørestol.
Indsamlingen har fået hjælp undervejs, både af skolen og firmaet der producerer liften, men det er Stephanie Fjeldsø Fischer selv, der står bag idéen og størstedelen af arbejdet.
- Jeg tænkte, at så var det bare min opgave at skaffe den lift. Så er der jo også mange, som, når jeg er færdig, vil kunne få glæde af den. Og skolen vil kunne tiltrække flere, sagde Stephanie Fjeldsø Fischer til TV Midtvest tilbage i oktober.