Her ender dine madrester, når du smider dem i skraldespanden
Hvert år smider danskerne mad ud for samlet 11,6 milliarder kroner, viser tal far organisationen Stop Spild Af Mad. Meget af maden ender som el og varme.
På en almindelig arbejdsdag samler en renovationsbil på rundtur i Tvis 4.550 kilo madaffald ind fra borgernes skraldespande. Madresterne ender på kommunens affaldsanlæg.
- Vi bruger madaffaldet i vores biogasanlæg. I et forbehandlingsanlæg skiller man restfraktionen og pulpen fra hinanden. Vi burger pulpen i biogasanlægget, der laver el og varme, forklarer Hans Bloch, der er direktør for Nomi4s, der henter affald i Skive, Holstebro, Struer og Lemvig Kommuner.
Siden 1. juli har alle kommuner skulle sortere i ni affaldskategorier – en af dem er madaffald. Det er retningslinjer fra EU, der er årsagen, at alle danskere skal sortere deres affald grundigere.
- Vi er rigtig gode til at få det sorteret. Vi har en renhedsprocent på cirka 88 procent, som vi kan anvende i biogasanlægget. Det vil altså sige, at det er den mængde, vi kan bruge i biogasanlægget til at producere el og varme, siger Hans Bloch.
Direktøren har endnu ikke et overblik over, hvor meget af madaffaldet, der bliver fejlsorteret og ender i skraldespanden med restaffald i stedet for den til madrester.
Hvert år smider hver dansker 47 kilo spiseligt mad ud, og selv om en stor del af det med affaldssorteringen nu ender som el og varme, så håber Hans Bloch, at der i fremtiden bliver mindre madspild.
- Hele ideen er, at vi skal have så lidt madaffald, som muligt. Jo mindre, vi samler ind, jo bedre er det. Maden skal jo produceres, og det er dyre at producere, end den biogas vi får ud af det i sidste ende, siger Hans Bloch.