I en kælder i Holstebro uddeler de hver uge gratis maling
Maling skal ikke destrueres, det skal bruges. Det er mantraet hos en forening i Holstebro, som har delt flere tons gratis maling ud til folk.
Hvert år bliver der destrueret tonsvis af maling.
Farveprøver, spande som er blevet beskadigede eller beskidte, maling der har stået for længe på hylderne og en helt masse rester ender på genbrugspladsen.
Kasper Godballe Lykke kender det alt for godt. For i 17 år har han arbejdet som maler.
- Jeg har smidt jeg ved ikke hvor mange liter maling ud. Det er jo bare åndssvagt, konstaterer han.
Sidste år blev han så præsenteret for en idé. Ham og konen mødte en fra Nørrebro, som samlede maling sammen, der ellers skulle destruere og gav den gratis væk.
- Så luftede hun idéen om, at vi skulle starte afdeling i Holstebro. Og så blev der tændt et lys i mig, for jeg har saftsuseme smidt mange malerrester ud, så hvorfor ikke give dem til folk, fortæller Kasper Godballe Lykke.
Og så var Paint it Forward i Holstebro født.
Vil hjælpe både personer og klimaet
I lidt over et år har ægteparret sammen med en anden frivillig delt gratis maling ud, med hver sin årsag til at bruge fritiden på projektet.
- Til at begynde med var det primært på grund af miljøet og klimaet, fortæller Kasper Godballe Lykke.
- For mig er det mere, at man kan hjælpe andre. Især fordi jeg selv har været i en situation, hvor jeg skulle bede om hjælp. Så det gør mig glad at kunne gøre noget for andre, forklarer Kaya Godballe Lykke.
Indtil videre har de delt mere end 5,5 tons maling ud. Og mens det var med miljøet i fokus i starten for Kasper, har en særlig oplevelse ændret ham en smule.
For han har mærket, hvad det betyder, at personer der ikke har råd til maling, nu kan få hjælp.
- Der kom et barn med sin mor, som skulle hente maling til hendes værelse. Hun har ikke villet have andre børn på besøg, men efter hun fik malet har hun været så stolt af sit værelse, at hun har inviteret nogle hjem for at vise det, fortæller Kasper Godballe Lykke med et smil.
De har selv børn, så derfor betød det noget særligt.
- Det giver bare en hvis varme og glæde. For os er det bare en lille ting, så det er skønt det kan give sådan en glæde hos folk, siger han.
Alle vinder
Det kan lyde helt sort, at malerfirmaer giver gratis restprodukter væk. For på den måde kunne man jo tænke, at de ville miste kunder.
- Sådan ser jeg det overhovedet ikke. For mange af dem der kommer, det er jo økonomisk svage personer, forklarer Kasper Godballe Lykke.
Faktisk er der også økonomi i det for malerfirmaerne. For det koster penge at skille sig af med maling i store mængder.
- Jeg ved, at en af leverandørerne der hvor jeg arbejder, kom af med næsten 80.000 kroner om året for at destruere maling. Det er blevet væsentligt reduceret efter de er begyndt at give det til os, forklarer han.
Ren frivillighed
Maling kan kun bruges en gang - ligesom timerne i døgnet. Og lige nu ryger mange af dem på 'Paint it Forward'.
- Jeg tror vi bruger 30 timer om ugen hver, siger Kaya.
- Næsten alt min tid går faktisk med noget med maling, tilføjer Kasper.
For udover at hente maling, sortere i den og dele den ud, går parret også på et iværksætterkursus for at gøre projektet endnu større. Ligesom de er i gang med at søge flere forskellige fonde.
Så de kunne godt bruge en hjælpende hånd.
- Vi vil meget gerne forsøge at udvide lidt mere og få nogle flere frivillige, siger Kaya Godballe Lykke.