Jacob og Morten er furries: I dragten bliver de til Raev og Sniffer

Jacob Carlsen og Morten Sørensen er en del af subkulturen furries, hvor man er fan af dyr med menneskelige egenskaber og træk.

2:54
Jacob Carlsen og Morten Sørensen er en del af subkulturen furries. De er nemlig fan af dyr med menneskelige egenskaber og træk.
Foto: Line Sahl, TV MIDTVEST

Kigger man godt efter, så er det ikke til at overse. I stuen på førstesalen hænger der en kalender, over rækværket til trappen ligger tre sweatshirts, på de ellers hvide vægge hænger plakater og billeder. Motivet på det hele er det samme: nemlig dyr med menneskelige træk og egenskaber. Eller som ejeren af tingene selv kalder det: furries.

- Jeg har altid haft en fascination af ræve – både de animerede, men også helt tilbage med dyrene fra Lilleskoven, siger Jacob Carlsen fra Struer.

Han og hans kammerat Morten Sørensen er en del af subkulturen furries, hvor man interesserer sig for og er fan af dyr med menneskelige træk. 

Eksempler som de fleste nok kender er netop dyrene fra Lilleskoven, ræven Robin Hood eller tigeren Tony fra Kellogg’s. Men faktisk er Jacob Karlsen og Morten Sørensen så meget fan, at de har udviklet deres egne karakterer med deres helt egen fursona.

- Der er mange måder, man kan nyde hobbyen på, inden man går så langt som til at købe sig en hel dragt, siger Jacob Carlsen og henviser til plakaten og de mange souvenirs, der står udstillet i det lille glasskab i hjørnet af stuen.

Ræven og vaskebjørnen

Alligevel er han selv gået hele vejen. På en bøjlestang i soveværelset hænger dragten – et rødligt rævekostume med handsker, fødder, hoved og endda en hale. 

Ved siden af hænger kammeraten Morten Sørensens vaskebjørns-dragt.

- Det er jo mig plus en lille smule ekstra, hvor jeg går en lille smule ud over min egen normale natur. Men ellers så er det mig – bare med pels, fortæller Morten Sørensen fra Holstebro.

Og det er da heller ikke bare en hobby eller udklædning for de to kammerater – det er en livsstil.

- Der er nogen, der har en fantastisk transformation, da de tør at give sig selv lov til at være sig selv, når de hopper i en dragt. Altså komme lidt mere ud, være lidt mere åben, siger Morten Sørensen.

Jacob Carlsten (tv) er 40 år og arbejder til dagligt som bygningskonstruktør. Morten Sørensen (th) er 34 år og arbejder som softwareudvikler.
Jacob Carlsten (tv) er 40 år og arbejder til dagligt som bygningskonstruktør. Morten Sørensen (th) er 34 år og arbejder som softwareudvikler.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Fra Jacob og Morten til Raev og Sniffer

Efter et tøjskifte er Jacob og Morten da også væk. I stedet har ræven Raev og vaskebjørnene Sniffer indtaget rummet.

- Det er jo en mere festlig udgave af mig. Ikke fordi jeg ikke er festlig, men bevægelserne er mere over i gadedrengehop, og det er da altid sjovt lige at lave en vejrmølle her og der. Det kan man have en fest med, siger Jacob Carlsen, der nu er blevet til Raev.

Og energien er da også skiftet i rummet. De to dyr kan ikke stå stille. På vaskebjørnen vajer halen fra side til side, mens de taler er armbevægelserne store og hovedet er lagt på skrå.

For det meste har de kun dragterne på, når de er til conventions – altså større arrangementer indenfor furry-miljøet, hvor de mødes med ligesindede.

- Man nyder at se på folk, der har taget deres dragt på. Specielt når man ved, hvor varmt det er, så påskønner man indsatsen, og den glæde man ser spejlet tilbage. Det er sjovt, siger Jacob Carlsen.

Selvom det ikke sker så tit, så har de nogle gange dragterne på ude blandt andre, der ikke lige ved, hvad furries er. Og når det sker, så oplever de to pelsede venner altid, at folk vil have taget billeder med dem eller endda vil have et kram.

Trods alderen er det ikke slut endnu

De to venner fra Holstebro og Struer har fundet hinanden i furry-verdenen, og netop venskaber er også en af de vigtigste grunde til, at de er furries. 

For ligesom med så mange andre fællesskaber, er der noget særligt ved at mødes med andre, der har samme interesse:

- Jeg har fået fantastiske venskaber igennem det her. Jeg kender folk fra hele verden. Jeg har engageret mig på både dansk og europæisk niveau i den her fandom. Man møder så mange fantastiske mennesker og har så mange muligheder, siger Morten Sørensen.

Så derfor er de to herrer på 40 og 34 år heller ikke klar til at gemme dragterne og de to karakterer Raev og Sniffer væk endnu. 

- Jeg er slet ikke færdig endnu, slutter Morten Sørensen.

De to dragter er syet af Honey Kristensen fra Holstebro, der har virksomheden Alpha Dogs. Hende kan du læse mere om her: