Julelys for 850.000 kroner: Men ikke alle vil betale
Der er blevet brugt mange penge på julelys i Holstebro i år.
Julehyggen har sænket sig over Holstebros gågade i dag, efter at lys for ikke mindre end 850.000 kroner er blevet tændt.
Pengene er betalt af den lokale handelsstandsforening med hjælp fra kommunen og Færchfonden, men det er ikke alle butikker der har været med til at betale, og det har skabt frustrationer hos de butiksindehavere, der bidrager til festen.
- Jeg synes ikke, det er fair, at de ikke betaler til det, siger Thomas Bruun, der er butikschef for Normal, og han bliver bakket op af Michael Ulsted, der er formanden for handelsstandsforeningen og indehaver af Thiele.
- Det er ikke fair. Vi mener jo, at vi skal samles i flok og løfte i flok, siger han.
Vælger medlemskab fra
Frustrationen er rettet mod de butikker i gågaden, der ikke ønsker at være med i Holstebro Handelsstandsforening, og derfor ikke betaler til den fælles pulje.
- Der står store flotte ting udenfor deres butikker, som de har mega meget glæde af, men de betaler ikke til det. Det synes jeg ikke er i orden, siger Thomas Bruun.
Nogle af de 14 butikker der ikke er med er Only og LILLY Brudekjoler. Det har ikke været muligt at få en udtalelse fra Only, og LILLY Brudekjoler ønsker ikke at stille op til interview. En pressemedarbejder forklarer dog, at det ikke giver nok mening for dem at være med.
- Det synes jeg er noget forbistret sludder. For en hyggelig stemning og en hyggelig by er sådan noget, der trækker flere kunder til. Så den køber jeg ikke, siger Michael Ulsted.
5000 kroner
Det koster et kontingent på cirka 5000 kroner årligt for at være med i handelsstandsforeningen.
Det betaler i alt 242 butikker.
- Der er 13-15 virksomheder, der ikke er en del af handelstandsforeningen, men vi kunne bare rigtig godt tænke os at få dem ind I folden og stå godt sammen, siger handelschef Jens Kristian Jensen.
I år har fire butikker meldt sig ind i foreningen for at bakke op om julelyset. Handelsstandsforeningen har i år brugt 40 procent flere penge på julebelysning end sidste år .