Landsholdsfløj underskriver stor kontrakt – kan slå direktørens rekord
Magnus Bramming har valgt at underskrive en femårig kontrakt med TTH Holstebro, som har været hans hjemmebane i otte år.
Landsholdsfløjen Magnus Brammings hjem de næste fem år bliver Gråkjær Arena i Holstebro.
I dag satte den 29-årige fløj sin signatur på en femårig kontraktforlængelse med den vestjyske håndboldklub TTH Holstebro.
Med otte år i TTH Holstebro-trøjen er han den spiller i den nuværende trup, der har spillet flest kampe for klubben.
- Det er lidt en kærlighedserklæring. Mit hjerte er i Holstebro, og da jeg fik tilbudt den flotte aftale på fem år, vidste jeg med det samme, at jeg ikke kunne sige nej til det, siger Magnus Bramming om aftalen og tilføjer:
- Jeg har været her i otte år nu, og jeg har forelsket mig i klubben og i byen. Jeg trives rigtig godt, og jeg synes, det er mega sjovt at spille håndbold her. Det, synes jeg, er det vigtigste.
Vigtig rekord er inden for rækkevidde
Direktøren i TTH Holstebro, John Mikkelsen, er også meget tilfreds med aftalen.
- Det betyder meget. Magnus betyder meget for klubben – både sportsligt og menneskeligt. Han er med til at sætte et højt sportsligt niveau, siger han.
Hvis Magnus Bramming bliver i Holstebro i de fem år, kontrakten gælder, er han desuden tæt på at slå klubrekorden over flest spillede kampe i TTH-trøjen.
Den rekord sidder selveste direktøren, John Mikkelsen, på lige nu.
- Det vil være utrolig stort at få lov til at få klubrekorden i en klub som TTH Holstebro – især når man overtager den fra en klublegende som John Mikkelsen. Det er en milepæl i min karriere, hvis jeg får lov til at kalde mig for den spiller i THH’s historie, der har spillet flest kampe for klubben, siger Magnus Bramming.
Vigtig profil for klubben
Og rekordindehaveren har heller ikke noget imod at give den videre.
- Det vil sådan set kun gøre mig stolt, hvis det er Magnus Bramming, der skal slå den rekord. Han er en fantastisk spiller og profil for klubben, siger John Mikkelsen.
Den lange kontrakt med TTH Holstebro strider dog mod Magnus Brammings drømme om et udlandseventyr, som han luftede under den seneste slutrunde med landsholdet.
Men trods kontraktforlængelsen er de planer ikke skrinlagte.
- Der er en gentlemanaftale med Magnus Bramming om, at hvis det rigtige tilbud kommer, så vil vi ikke stå i vejen for at give Magnus den chance. Det har han fortjent. Men vi håber selvfølgelig, vi har ham i fem år, siger John Mikkelsen.
Magnus Bramming fortæller, at han håber, at han kan være med til at få TTH Holstebro helt i top i den danske liga.
Motivationen er helt i top, og det har corona-nedlukningen kun forstærket, lyder det.
- Det har været lidt kedeligt, og det kribler i fingrene. Vi kommer stærkt ud af starthullerne, når coronaen tillader det, siger Magnus Bramming.