Mågekrigen fortsætter i Holstebro: Ole ligger søvnløs, men kommunen vil ikke hjælpe
Måger larmer og klatter alle steder, de befinder sig. Og når der er mange, kan det være yderst belastende. Men kommunen vil ikke betale det, det koster at få problemet løst.
Læser man om måger på Wikipedia, så står der, at det er store eller mellemstore fugle, der er knyttet til vandet. Men et stykke inde i landet er mågerne blevet en sand plage.
Ole Kragballe bor midt i Holstebro, og han er ved at være godt træt af at få ødelagt sin nattesøvn af mågeskrig.
- Det værste problem er, at de fra om morgenen ved fem-tiden vækker os, hvis vi har vinduet åbent. Så vi er faktisk nødt til at lukke vinduet eller have ørepropper i, ellers kan vi simpelthen ikke sove, siger han til TV MIDTVEST.
Problemet har efterhånden stået på længe.
Men selvom Ole Kragballe har været tvangsindlagt til at lytte til mågerne i årevis, har han bestemt ikke vænnet sig til lyden.
- Det er jo et skrig, der går igennem marv og ben. Det ville være synd at sige, at de kvidrer eller synger. Det går lige ind i hovedet på en.
Det er ikke kun i beboerområderne i byen, at mågerne skaber problemer.
Men mens det er larmen, der er det store problem i områder, hvor folk prøver at sove, så er det et andet aspekt af fuglens natur, der skaber problemer ved Jysk, der ligger i et industrikvarter i byen.
- De skider på vores møbler hver morgen, og vi skal ud og tørre møbler af. Vi skal bruge cirka en halv time hver dag på at gøre det, siger Jan Lykke, der er butikschef ved Jysk i Holstebro.
Død måge larmer ikke, og derfor er der en åbenlys løsning på problemet: Nemlig at skyde dem. Og en gruppe jægere har været i gang i flere år.
Men de kan ikke klare det på frivillig basis længere.
- Jeg måtte erkende, at vi ikke magtede opgaven, siger Jens Otto Hunsdahl, der er jæger i Holstebro
Men Holstebro Kommune vil ikke poste penge i bekæmpelsen af de flyvende skadedyr.
De vurderer, at en betalt indsats for at løse mågeproblemet ville koste mellem 100.000 og 150.000 kroner årligt, og det er ikke penge, de vil betale.
- Vi anerkender, at der er et problem. Fuldt ud. Men det er ikke noget, vi er forpligtet til at gøre, og vi ved, at andre kommuner heller ikke påtager sig den her opgave, og så synes vi ikke, at vi på det her område vil gå foran og tage en kan-opgave på os, siger Karsten Filsø (SF), der er formand for Natur-, Miljø- og Klimaudvalget i Holstebro Kommune.
Vil have virksomhederne på banen
Men spørger man en træt og frustreret Ole Kragballe, så er det ikke en kan-opgave.
Hvis ikke kommunen snart skrider ind, frygter han nemlig, at mågeinvasionen bliver endnu voldsommere.
- Hvis der ikke bliver gjort noget ved det, så vil problemet bare blive større, så derfor undrer det mig meget, at de ikke vil gå ind og gøre ned ved problemet nu og her, siger Ole Kragballe.
Kommunen ser da også gerne, at problemet bliver løst, men de fortæller, at ansvaret ligger hos lodsejerne.
- Vi opfordrer alt det, vi kan, til at virksomhedsejere med fladt tag gør en indsats. Men vi synes ikke, at det er kommunale midler, som der i den grad er brug for i hjemmeplejen og hos børnene og så videre, som skal bruges på at bekæmpe måger, siger Karsten Filsø (SF).
Og den udmelding ærgrer Ole Kragballe.
Han er nemlig bange for, hvad de langsigtede konsekvenser af mågerne råben i sidste ende kan blive.
- Jeg frygter, at det går ud over helbredet med den afbrudte søvn. Jeg føler mig virkelig helt trist, når jeg vågner og bliver vækket af det, siger Ole Kragballe.