Motorvejsstykke åbner før tid
Fjorten kilometer motorvej mellem Herning og Holstebro bliver klar til åbning før tid.
Der bliver arbejdet hårdt på den nye motorvej mellem Herning og Holstebro. Så hårdt, at der nu er gode nyheder.
- Den gode nyhed er, at vi her den 27. november forventer at åbne yderligere fjorten kilometer motorvej fra syd for Tvis og så ned til Sinding, hvor vi allerede har åbnet ti kilometer motorvej, siger Janie Ibsen, Projektleder, Vejdirektoratet.
Motorvejen har været længe undervejs, og når nu fjorten kilometer er færddig før tid, så er der ingen grund til at vente helt til den officielle åbning af hele motorvejsstrækningen.
- Vi vil ikke bare lade det færdige stykke ligge, uden at trafikanterne får gavn af det, siger Janie Ibsen, Projektleder, Vejdirektoratet.
Men selvom motorvejen tager form noget hurtigere end planlagt, betyder det ikke, at den officielle åbning kommer før tid.
- Det kan vi desværre ikke sige noget om på nuværende tidspunkt. Planen er, at vi bliver færdige ved udgangen af 2018, siger Janie Ibsen, Projektleder, Vejdirektoratet.
De nye fjorten kilometer skal selvfølgelig fejres – muligvis med en invitation til gåtur på den nye asfalt. Men den store fest bliver først i 2018.