Politiet leder efter årsag til ulykke med tre dræbte
Der kan ifølge politiet være mange årsager til, at en overhaling søndag sidst på eftermiddagen gik galt og kostede tre voksne livet og sendte to børn på sygehuset.
Det var på en hel lige strækning mellem Ulfborg og Staby, en overhaling søndag sidst på eftermiddagen gik helt galt.
Den overhalende bil kørte frontalt ind i en modkørende. Tre voksne på 37, 34 og 31 år blev dræbt, og to børn på fem og ni år kom til skade.
Her dagen derpå er det stadig uvist, hvordan det kunne ske.
- Der kan være masser af årsager – lige fra, at den overhalende har fejlvurderet afstanden til den modkørende bil, en defekt på bilen, fart, en løs hund i bilen eller lav sol. Vi ved det simpelthen ikke, siger Lilian Jensen, der er politikommissær hos lokalpolitiet i Holstebro.
Hun oplyser, at bilinspektøren er færdig med at undersøge ulykkesstedet, og nu skal bilerne undersøges nærmere.
- Vi skal finde ud af, hvor hurtigt bilerne har kørt, og om der eventuelt har været en defekt.
Desuden bliver der ren rutinemæssigt foretaget ligsyn af de afdøde, lige som der også er taget prøver for at se, om spiritus har været indblandet. Ægteparret i den bil, der blev overhalet, er også blevet afhørt som vidner til ulykken.
Undersøgelser kan tage flere uger
Når alle forhold er undersøgt, laver bilinspektøren en rapport. Det kan tage flere uger, og der kan gå op til en måneds tid, før der er en mulig årsag til ulykken.
- De foreløbige undersøgelser har ikke vist noget, så nu afventer vi rapporten, og det tager tid, siger politikommissæren.
Det var en 37-årig mand fra Ulfborg-området, der kørte i den overhalende bil.
Han kørte frontalt ind i en bil, hvor der sad en 34-årig mand og en 31-årig kvinde fra Holstebro-området med deres to sammenbragte børn på fem år og ni år.
De tre voksne blev dræbt, mens de to børn blev kørt på sygehuset.
- Børnene er uden for livsfare. Den ene har brækket armen, og den anden har brækket flere ribben og har en sammenklappet lunge, fortæller Lilian Jensen.
Ulykken skete sidst på eftermiddagen og blev anmeldt klokken 17.36 af ægteparret i den bil, der blev overhalet.