Politiet tilbage til start: Vurderer, at 35-årig stadig er i å

Lokalpolitiet i Holstebro formoder, at den forsvundne 35-årige Vlad stadig er i vandet, selv om de i sidste uge meddelte, at manden var set i god behold.

Dykkere og lighunde leder efter Vlad i Storå i Holstebro.

Vandsøgningshunde og dykkere sejler fredag morgen på Storå i Holstebro, fordi politiet igen formoder, at den forsvundne 35-årige Vlad, er i vandet.

Det oplyser politikommissær ved lokalpolitiet i Holstebro David Dyrmose.

- Vi tror, at han ikke er kommet op ad vandet. Det er vores umiddelbare vurdering lige nu, og det er derfor, vi leder efter ham, siger han.

Torsdag 28. september modtog politiet en anmeldelse om, at den 35-årige Vlad var forsvundet.

Ifølge politiet skulle han eftersigende været hoppet i den vestjyske å ud for Slotsgade for at gange en bold.

Det resulterede i en storstilet redningsaktion, som kulminerede fredag, da en helikopter blev sat til at lede efter manden.

Sent fredag aften meddelte politiet på det sociale medie X, at eftersøgningen var indstillet, fordi flere vidner havde set manden i god behold.

Derfor forsøgte politiet i løbet af weekenden at få kontakt til manden.

Men da politiet heller ikke i denne uge har talt med den 35-årige Vlad, genoptog politiet eftersøgningen i tirsdag, mens de særlige hunde, der er trænet i at lede efter lig under vand, først kommer i aktion fredag.

- Vi slutter først eftersøgningen, når vi har fundet ham, understreger David Dyrmose.