Region Midtjylland bygger syv nye testcentre
De nye testcentre samler test af personer med og uden symptomer under samme tag.
Der er intet mindre end syv nye testcentre på vej til Region Midtjylland, hvoraf fire af dem ligger i Midt- og Vestjylland.
De nye centre bliver placeret i Silkeborg, Viborg, Herning, Holstebro, Aarhus, Randers og Horsens, og de skal tilbyde test til personer både med og uden symptomer med COVID-19. Indtil nu har de to testtyper holdt til på forskellige adresser.
Sammenlægninger betyder blandt andet, at der nu bliver oprettet faste testcentre i Holstebro, Horsens og Randers.
- De tre testcentre betyder en mere ligelig geografisk fordeling af testcentrene og er en klar forbedring, for de der skal testes, siger regionsrådsformand Anders Kühnau i en pressemeddelelse fra Region Midtjylland.
Vintersikre pavilloner
De nye centre tilbyder også bedre forhold, end de hvide telte der indtil nu har ageret midlertidige testcentre flere steder. De bliver nu skiftet ud med vintersikrepavilloner.
- Telte kan være gode nok om sommeren, men som situationen er nu, skal testcentrene fungere indtil udgangen af 2021. Det betyder flere omgange regn, rusk og lave temperaturer, og derfor skal der nogle bedre og mere permanente bygninger til, siger regionsrådsformand Anders Kühnau i pressemeddelelsen.
I de nye testcentre er det fortsat muligt både at bestille tid til drive-in-test og gående test. Når man ankommer skanner man sit sundhedskort, får at vide, hvor man skal gå eller køre hen, bliver testet og tjekker senere svaret på sundhed.dk.
Sikker indretning
Selvom folk med og uden symptomer nu skal testes samme sted, så er der taget højde for sikkerheden i indretningen. Det sker blandt andet ved at teste i biler eller ved at pode gennem særligt afskærmede luger.
- Der er naturligvis særligt stort fokus på hygiejne i testcentrene. Men det vi alle sammen kan hjælpe med er at overholde de velkendte råd om at holde afstand, bruge håndsprit og hoste i ærmet, understreger Anders Kühnau.