Stor indbrudsbølge: 50 anmeldelser på én weekend

Ferie er ofte højsæson for indbrud, og efterårsferien er ingen undtagelse.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Colourbox

Efterårsferien er kun lige begyndt, men indbrudstyve har allerede udnyttet, at mange huse står tomme.

I løbet af weekenden har Midt- og Vestjyllands Politi modtaget 50 anmeldelser om indbrud i boliger, sommerhuse og virksomheder.

- Det er noget mere end normalt, og det hænger nok sammen med efterårsferien. Men det er ikke usædvanligt i højtiderne, for indbrudstyvene ved også godt, at mange er rejst hjemmefra, siger Claus Hilborg, chefpolitiinspektør hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet vurderer, at tallet kan blive endnu højere, efterhånden som folk kommer hjem fra ferie.

- Noget af det handler også om omrejsende kriminelle. Det er jo sådan, at det nogle få, der laver de mange indbrud, og hvis vi har flere, der opererer på samme tid, så får det en voldsom effekt. Det hænger også sammen med, at de ved, at der står en del huse tomme lige nu, siger chefpolitiinspektøren.

Holstebro især ramt

Det er de tomme og mørke bygninger, som giver tyvene arbejdsro, og særligt i Holstebro har tyvene været på spil. 

- Det har ramt over store dele af politikredsen, men særligt Holstebro har været meget udsat med 11 indbrud, men der har også været en del i Silkeborg og flere steder, siger Claus Hilborg.

Et af de bedste værn mod indbrud er opmærksomme naboer. Undersøgelser viser, at op mod hvert fjerde indbrud kan undgås med organiseret nabohjælp.

Mens der på landsplan har været et pænt fald i antallet af indbrud, så har der i Midt- og Vestjyllands Politikreds ikke været et tilsvarende fald.

0:39
Chefpolitiinspektør Claus Hilborg opfordrer til at være opmærksom på mistænkelige køretøjer.
2:36
Silkeborg, Herning og Holstebro har oplevede en indbrudsbølge, da landsdelen i weekenden tog hul på efterårsferien