Thomas Danielsen: - Det er at tage pis på folk at udskyde opgravning af mink for at miljøvurdere
Venstres Thomas Danielsen revser regeringens planer med minkgravene ved Nr. Felding og Kølvrå. Det er at tage pis på folk, mener han.
Venstres Thomas Danielsen er ikke imponeret. Snarere tværtimod.
- Vi er optaget af, at vi får minkene gravet eller suget op og får dem i en gylletank eller to, og så vi har tid til at finde ud af, hvordan vi skal håndtere dem, siger folketingsmedlemmet, der sidder i miljø- og fødevareudvalget, til TV MIDTVEST.
Fredag fremlagde fødevareminister Rasmus Prehn (S) tre modeller for, hvordan minkene fjernes fra gravene ved Boutrup Sø uden for Nr. Felding og Kølvrå. Men ifølge ministeren vil det kræve en vurdering af virkning på miljø - forkortet kaldet en VVM-undersøgelse - først.
- Det er jo at tage pis på os, at man nu kommer og siger, at man skal lave en VVM-undersøgelse, som kan trække ud i et år. Det er helt grotesk.
- Regeringen fik ikke lavet nogen VVM-undersøgelse, da de foretog den her store forurening. Nu vil man så have den her VVM-undersøgelse for at rydde op efter regeringens forurening. Det giver slet ingen mening.
- I øvrigt er det ikke første gang, vi graver mink op. Regeringen gravede mink ned for tæt på Boutrup Sø, og der gravede man over 100 meter af graven op igen uden en VVM-undersøgelse.
Stop galskaben
Ifølge regeringen vil det koste et trecifret millionbeløb at skaffe sig endeligt af med de nedgravede mink. Men de skulle aldrig været gravet ned, påpeger Danielsen.
- Jeg kender ikke nogen, som har adresse uden for Slotsholmen, der syntes, at det her var den mest logiske og hensigtsmæssige løsning, at minkene skulle graves ned i sandjord. Det er så grotesk dumt, at det går ud over ens fatteevne.
Derfor mener politikeren ikke, at der er tid til at vente på en VVM-undersøgelse.
- Nu må de stoppe med deres galskab og få de mink op af jorden, så vi får begrænset risikoen for en generationsforurening.
- I forhold til forureninger har vi stor erfaring med, at tid er afgørende. Så jo længere tid, vi venter, jo større forurening bliver der, afslutter han.