Verhagen på flugt: Jeg er på vej til Sverige
Politiet har fået flere tip fra borgere i Holstebro, der har set Bernio Verhagen, mens han har været på flugt fra politiet, men han er stadig ikke anholdt.
I løbet af eftermiddagen og aftenen har flere vidner ringet til politiet med tip om, hvor fup-fodboldspilleren Bernio Verhagen opholder sig. Og han har ikke gemt sig alt for godt.
Et vidne så ham omkring klokken 17.40. Der han løbe over vejen ved Nørreport Centeret, hvor han havde kurs mod stationen. Her stoppede han og talte med en anden mand.
Flygtede på vej til arresten
Siden klokken 13.45 har politiet ledt efter Bernio Verhagen. Det var på det tidspunkt, at han stak af fra politiet, da han var på vej tilbage i arresten i Holstebro efter et retsmøde i Viborg. Politiet har siden flugten haft flere patruljer ude og lede efter ham – især i den nordlige del af Holstebro.
Ved 20-tiden skrev Bernio Verhagen i et opslag på det sociale medie Instagram, at han var i Aarhus.
- Jeg forlod fængslet i dag. Lige nu er jeg på vej til Sverige til en god ven. Jeg vil være stille indtil næste retsdag den 10. januar, skriver han på engelsk.
Anmeldt for bedrageri
Bernio Verhagen blev anholdt 26. november efter tumult i en kiosk i Viborg.
Verhagen blev varetægtsfængslet for tre uger siden for røveri, trusler og vold. Til dagens fristforlængelse blev han varetægtsfængslet i yderligere fire uger og sigtet for vold mod sin ekskæreste.
Kort før anholdelsen var han blevet fyret fra fodboldklubben Viborg FF. Det skete, fordi klubben mener, at den var blevet udsat for bedrageri, den har indgået en aftale med Verhagen under falske forudsætninger.
Det har vist sig, at Verhagen ikke har spillet en eneste professionel kamp, og at flere af de klubber, som han hævder at have været til prøvetræning hos, ikke kender ham.
Viborg FF har efterfølgende anmeldt Verhagen for bedrageri.