VIDEO: Nye optagelser viser nyt ulvepar i Ulfborg
To ulve er set sammen i Ulfborg-reviret. Forskere tror, de danner par.
To ulve har fundet hinanden i det såkaldte Ulfborg-revir. Forskere er næsten sikre på, der er tale om en han og en hun, og at de danner par.
Det skriver ulveatlas.
Optagelserne blev fanget på vildtkamera mandag 16. januar, og det er første gang i mere end halvandet år, at to ulve på den måde er set sammen i Ulfborg-reviret.
På de nye optagelser løber de to ulve sammen med løftede haler og har en adfærd, der indikerer, at det er en han og en hun, vurderer forskerne.
Den formodede hunulv blev set på videooptagelser allerede 26. december, men det er første gang, de to ulve optræder som par.
Måske allerede hvalpe til foråret
Ulvene har fundet hinanden i god tid i forhold til yngletiden. Det kan ifølge Peter Sunde, der er professor ved Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet, betyde hvalpe allerede til foråret.
- Hvis det, vi formoder, er en hunulv, er kønsmoden, så er der gode chancer for, de allerede vil få unger i år. Og ellers før eller siden, for det er det mønster, vi har set, når ulve danner par, siger Peter Sunde.
Ulvenes parringstid ligger fra slutningen af februar og til begyndelsen af marts.
Forskerne regner med, at der er cirka 30 ulve i Danmark lige nu. Heraf er der fire ulvepar.