13-årig og 17-årig tilbageholdt efter røveri mod ældre mand
To unge mænd blevet taget af politiet, efter de havde overfaldet en ældre herre og stjålet hans tegnebog.
En 83-årig mand fik torsdag kort efter klokken 17:00 en ubehagelig overraskelse, da han blev overfaldet af to mænd på gaden i Ikast. Mændene slog og skubbede den ældre herre, inden de stjal hans tegnebog.
En nabo så røveriet og tog et billede af gerningsmændene, inden vedkommende anmeldte det til politiet.
- Naboen giver en rigtig god beskrivelse, viser et billede og udpeger den flugtrute, mændene har taget. Det er virkelig godt arbejde, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Ole Vanghøj.
Oplysningerne fra naboen gør, at politiet hurtigt finder frem til de to formodede gerningsmænd, der står på Ikast Station.
- Den ene er en 13-årig, som vi tilbageholdt. Ham har vi nu kørt tilbage til sin institution. Den anden er en 17-årig, som vi har anholdt og taget med på stationen, siger vagtchefen.
Den ældste af de to unge mænd skal nu overnatte i arresten, inden politiets jurister fredag vil tage stilling til, om han skal stilles for en dommer.
Den 83-årige mand slap fra røveriet uden fysiske mén.