For Annette var hjemmefødslen et fravalg af sygehuset
En hektisk fødselsoplevelse på sygehuset fik Annette Lauritzen Nonbo fra Engesvang til anden gang at vælge en hjemmefødsel.
Den 23. januar fødte Annette Lauritzen Nonbo fra Engesvang sit andet barn. Modsat sin første fødsel, der foregik ganske klassisk på en fødestue på Herning Sygehus, så foregik fødslen af datteren Adelin derhjemme. Og det var et meget bevidst valg.
- Efter min første fødsel fik jeg nærmest angst for hospitaler. Jeg følte mig slet ikke tryg, da jeg fødte første gang. Der var koldt og klinisk på sygehuset, fødestuen var stor, og så oplevede jeg en dårlig kommunikation mellem de ansatte, fortæller hun.
"Det er ikke jordemødrendes skyld"
Selvom Annette Lauritzen Nonbos første fødsel egentlig kun varede små otte timer, så nåede hun og hendes mand alligevel at skulle forholde sig til fire jordemødre.
- Det var alt for hektisk, og jeg følte ikke, der var tid til os. Det var en meget stressende oplevelse. Det er ikke jordemødrenes skyld, men man burde kigge på de forhold, de arbejder under, opfordrer hun.
Og netop på grund af den første fødselsoplevelse valgte Annette sammen med sin mand, at deres andet barn skulle komme til verden under helt andre rammer. Og alle aspekter ved en hjemmefødsel tiltrak dem.
- Dét, at man kender sin jordemoder, at man er derhjemme i sine egne, trygge rammer, hvor man ved, hvad man har brug for, det ville vi gerne.
Hjemmefødsel uden jordemoder
Men selvom parret fra Engesvang forsøgte at planlægge deres andet barns fødsel, og selvom en hjemmefødsel med en kendt jordemoder stod øverst på ønskesedlen, så gik tingene ikke helt som planlagt. For deres datter havde mere end almindelig fart på.
- Hun kom med lynets hast, så jordemoderen nåede ikke frem, før jeg fødte. Så det var min mand, der tog i mod hende herhjemme. Men han havde jordemoderen i røret undervejs, og vi følte os egentlig rimelig trygge.
Og Annette Lauritzen Nonboe og hendes mand er da heller ikke afvisende overfor en dag at skulle have et tredje barn. Hvis den dag kommer, så bliver det en hjemmefødsel igen. Forhåbentlig med en rigtig jordemoder til stede.
- Jeg har spurgt min mand, om han ville være tryg ved endnu en hjemmefødsel, og det ville han. Så det har slet ikke skræmt os, og jeg vil til hver en tid anbefale en hjemmefødsel til andre, siger hun.