Bach Bak: En hård men rigtig beslutning

FC Midtjyllands tidligere anfører Kristian Bach Bak indstiller karrieren og bliver ny assistenttræner i FCM. En hård men rigtig beslutning, siger han.

Bach Bak

Han har spillet over 300 kampe for FC Midtjylland, men nu er det slut.

33-årige Kristian Bach Bak skifter  spillertrøjen ud med en plads som assistenttræner.

- Det er selvfølgelig hårdt. Det er rigtig hårdt. Det tror jeg, det vil være uanset, hvornår det vil være. Den her mulighed gør dog, at jeg har noget rigtig rigtig fedt at se frem til, så jeg vælger at se frem mod det, jeg skal til, fremfor det jeg mister. Ellers kan jeg godt blive lidt trist, lyder det fra Kristian Bach Bak.

 

Den tidligere anfører har længe døjet med en dårlig tå, og nu er fremtiden som aktiv spiller altså slut.

- Jeg har kæmpet i rigtig lang tid for at komme tilbage, og har gjort meget for det. Jeg elsker at spille fodbold og elsker at være anfører for drengene, så det er en hård beslutning, men en rigtig beslutning, siger han.

 

For klubbens ledelse er der ingen tvivl om den nye assistenttræners potentiale.

- Lige siden han kom tilbage fra Holland, så har vi snakket om, at han skulle være en del af FC Midtjylland - ikke kun som spiller men også efterfølgende. Det har mere og mere tegnet i retning af, at Bach vil være træner, så det var egentligt ganske naturligt, lyder det fra Claus Steinlein.

 

Han mener,  at Bach Bak kan gøre en stor forskel for klubben.

- Han kan komme rigtig tæt på spillerne, fordi han kender dem. Han har vinderkultur - han har jo om nogen vindervilje. Han har vores DNA og kultur, og alt det kan han tilbyde os, og så er han heldigvis også ydmyg og siger, jeg skal lære noget, fortæller Claus Steinlein.

 

Og den vurdering er spillerne da også enige i.

- Han kommer nok til at råbe efter mig, og jeg kommer til at råbe efter ham. Det gjorde vi også, da vi spillede, så der bliver nok ikke den store forskel, lyder det fra Kristian Bach Baks tidligere holdkammerat, Jakob Poulsen.

 

Før det for alvor går løs, så har den nye assistenttræner stadig en del at lære.

- Alt det tekniske, alt det forberedende, og det at være træner i hverdagen. Jeg har en god idé om, hvordan jeg vil gøre tingene allerede, men det er klart, at det her i starten bliver en indlæringsperiode, siger Kristian Bach Bak.

 

Kristian Bach Bak starter officielt som træner til den nye sæson, men vil allerede nu så småt være med på sidelinjen.

Den nuværende assistenttræner Brian Priske, som Kristian Bach Bak skal afløse,  skifter til FCK, hvor han skal være ny assistenttræner.